Strøget i historisk krise
Coronakrisen truer med at få antallet af ledige lejemål til at sætte rekord.
Antallet af ledige og tomme lejemål på Strøget og den tilstødende gågade Købmagergade har kurs mod en kedelig rekord. Usikkerheden om tiden efter hjælpepakkerne ulmer. Samtidig betyder mangel på nye internationale brands på nogle af Danmarks dyreste kvadratmeter, at situationen kan gå fra slemt til værre.
»Jeg har aldrig set så slem en situation som nu, og jeg har været engageret i Strøget og Købmagergade siden 1975. Det er langt værre end under finanskrisen,« siger John Hansen, der er direktør for Handelsstandsforeningen for det indre København.
Direktøren har for nylig foretaget en optælling, hvor han nåede frem til, at 53 butikslejemål enten stod tomme eller var udbudt til leje på Strøget og den tilstødende eksklusive gågade Købmagergade.
Stig Birk Dørler, der igennem de seneste 31 år har været involveret i at skaffe lejere til to af tre nye lejemål på Strøget og Købmagergade, er enig. Situationen med tomgang er værre end under finanskrisen, mener han, men den bagvedliggende årsag er ifølge ham ikke coronakrisen.
»I alle år har der været mange lejere, der er flyttet ud af deres lejemål. Men i de seneste par år har man stort set ikke formået at få nye store internationale brands til at flytte ind. De nye lejere er i stedet hovedsageligt hentet fra butikker, der flytter fra en del af Strøget og Købmagergade til en anden. Hvis det ikke bliver rettet op, får vi en negativ spiral med øget tomgang,« siger Stig Birk Dørler.
I skrivende stund er butikkerne understøttet af millioner fra hjælpepakkerne til blandt andet husleje og lønninger samt rentefri momslån.
»Lige nu er det ikke sjovt for butikkerne eller os udlejere. Det er vanskeligt at se, hvor vi ender henne, og hvor lang tid det fortsætter. Strøget i særdeleshed lever af turister og er derfor afhængig af, at turisterne vender tilbage. Men vi kommer ikke tilbage til det samme sted, som vi har været,« siger Ole Danielsen, direktør i Jorcks Ejendomsselskab, der i over 100 år har været en af de største udlejere på Strøget.