Siemens Gamesa løftes på 180 graders vending hos JPMorgan
Siemens Gamesa stiger på børsen i Madrid mandag formiddag med 3,4 pct. til 14,63 euro, efter at finanshuset JPMorgan har lavet en kovending og hævet anbefalingen af aktierne i den tysk-spanske Vestas-konkurrent til positive ”overvægt” fra negative ”undervægt”.
Det skriver Bloomberg News.
Havvind- og sol-energi er ifølge analytiker Akash Gupta det bedste slutmarked inden for kapitalgode-sektoren, og han venter, at væksten i vindmølleinstallationerne på havet vil drive indtjeningsvæksten for Siemens Gamesa.
Siemens Gamesa skiftede i sidste uge topchef, idet Andreas Nauen med øjeblikkelige virkning overtog posten fra Markus Tacke, og den manøvre hilser JPMorgan velkommen, idet det giver mulighed for en turnaround i onshore-forretningen.
JPMorgan fremhæver også, at forventningerne er tilpas lave, hvilket hjælper risiko/afkast-forholdet.
Kursmålet bliver løftet til 18 euro, hvilket er det højeste kursmål blandt de analytikere, der dækker aktien, fra tidligere 12,50 euro.



