Fausing går efter globalt lederskab: »Danfoss skal være førende inden for den grønne omstilling«
Der har aldrig været større fokus på grøn omstilling, og det skaber muligheder for Danmarks største industriselskab. Med Kim Fausing i spidsen går Danfoss efter at være verdens førende inden for netop den grønne omstilling - blandt andet med flere opkøb.
Danfoss skal være verdens førende cleantech-virksomhed inden for sine forretningsområder, og for at nå det mål har adm. direktør Kim Fausing sat den teknologiske udvikling allerøverst på sin agenda.
»Danfoss skal være den teknologiførende spiller, og min rolle er at sørge for, at vi holder vores strategiske retning og udvikler de teknologier, der gør en forskel,« siger Kim Fausing.
Dermed definerer Kim Fausing for første gang klart sin rolle og det aftryk, han som topchef vil sætte i Danfoss, hvor ambitionerne altid har været store og globale, men hvor konkurrencen på den globale arena er til at få øje på.
Vi kan have en direkte indflydelse på, at den grønne transformation globalt set faktisk kommer til at ske. Det er enormt motiverende.Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss
Kim Fausing har været i Danfoss siden 2007, han blev COO (driftsdirektør) i 2008, og har siden 2017 haft posten som adm. direktør. Han fremstår som en strømlinet mand med en strømlinet plan, da Finans møder ham i et mødelokale på Danfoss’ hovedkontor i Nordborg. Mere i effektiv forstand end overfladisk.
Intet synes overladt til tilfældighederne, ordene falder sikkert og troværdigt, og Fausing lyder som en, der har viet sin karriere til Danfoss. Han er der, fordi det giver mening for ham. Der er et mål, og der er et formål.
»Vi kan have en direkte indflydelse på, at den grønne transformation globalt set faktisk kommer til at ske. Det er enormt motiverende. Vi laver mange teknologier, men det er det, at vi kan få det store fingeraftryk på noget, der virkelig betyder noget,« siger han og tilføjer, at hele Danfoss’ forretning er forankret i teknologiske løsninger, der skal »hjælpe verden til at være et bedre sted.«
Men Danfoss er ikke det eneste industriselskab i verden, som ønsker at udnytte det momentum, den grønne dagsorden skaber for industrivirksomheder med løsninger inden for nedbringning af CO2-udledning.
Og det er ikke hvem som helst, Danfoss er oppe imod. Konkurrenterne tæller industrimastodonter som Parker, Emerson, Honeywell og Bosch, hvor sidstnævnte i seneste regnskabsår omsatte for 77,7 mia. euro, svarende til svimlende 580 mia. kr.
Derfor er en aggressiv opkøbsstrategi også en essentiel del af Fausings strategi.
Senest har opkøbet af Eatons hydraulik-forretning gjort Danfoss betydeligt større og sender den samlede omsætning op på omkring 60 mia. kr. med ca. halvdelen i hydraulik-benet, Danfoss Power Solutions.
»Det er meget motiverende at være i en virksomhed, hvor vi er enige med ejere og bestyrelse om, at vi skal investere i fremtiden. Det er bestemt ikke alle steder, det er sådan,« siger Kim Fausing.
Han mener, at det er Danfoss’ store fordel, at der er enighed om at »investere kraftigt fremadrettet«.
»Man kan kun vinde, hvis man bliver dygtig med digitale teknologier og mange nye teknologier. Det investerer vi kraftigt i i dag,« siger Fausing og tilføjer, at det fokus sammen med den langsigtede tilgang til markedet er det, der adskiller Danfoss fra konkurrenterne.
Foruden Danfoss Power Solutions omfatter Danfoss divisionerne Heating, Cooling og Drives, som hver især omsætter for omkring 10 mia. kr.
Inden for selskabets fire kerneområder er det ikke svært at se klimadagsordenen og EU’s klimamål som en stærk drivkraft for at trykke på speederen. Bygninger skal gøres energieffektive, emission skal reduceres og skibe skal elektrificeres for bare at nævne noget af det, der er undervejs på globalt plan.
Den danske industrivirksomhed sælger løsninger inden for energieffektivisering, elektrificering og sektorkobling, som alt sammen spiller ind i den grønne agenda.
»Inden for de tre områder vil vi være en af de prominente og ledende industrispillere,« slår Fausing fast.
Danfoss har for længst formet sig som en global spiller og med opkøbet af Eaton vil Danfoss-medarbejderne i runde tal være fordelt med en tredjedel i henholdsvis Asien, Europa og USA.
Hvis det lykkes Danfoss og Fausing at løbe forrest på teknologifronten, kan det imidlertid ifølge topchefen blive en afgørende milepæl for det danske industriklenodie.
»Det er ufatteligt motiverende at se den globale relevans og det potentiale, som vi først i virkeligheden er ved at pakke ud nu,« siger Kim Fausing.

