NNIT indgår aftale med Forsvaret til lavt trecifret millionbeløb
/ritzau/FINANS
It-selskabet NNIT, der er leverandør af it-services og konsulentydelser, har indgået en syvårig aftale med Forsvaret om drift af it-infrastruktur og SAP basis.
Aftalen udgør en samlet værdi på et "lavt trecifret millionbeløb", men giver ikke anledning til at ændre på forventningerne til året.
Det oplyser NNIT i en meddelelse til fondsbørsen onsdag morgen.
- Aftalerne betyder, at NNIT overtager ansvaret for drift af Forsvarets it-infrastruktur og SAP basis, skriver NNIT, som tilføjer, at en stilstandsperiode på 10 dages varighed nu er sat i kraft.
Aftalen er indgået med mulighed for yderligere tre års forlængelse.

