Erhverv

Lederne stemmer i: Alle vinder på lavere beskatning af feriepenge

Alle vinder på lavere beskatning af feriepenge, mener Ledernes Hovedorganisation.

Feriepengene kan række lidt længere, hvis fagbevægelsen kommer igennem med sit forslag om lempeligere skat. Arkivfoto

Ledernes Hovedorgansation var tidligt fremme med kritik af udsigten til topskat på mange af danskernes feriepenge.

Derfor lyder der nu stor begejstring fra direktør Henrik Bach Mortensen over nyheden om, at Fagbevægelsens Hovedorganisation har fundet en gammel formulering i forarbejderne til ferieloven, som ifølge dem betyder, at pengene kun kan beskattes med 38 pct.

Det kan redde effekten af pakken, der skal stimulere dansk økonomi, mener han.

»Det er meget hensigtsmæssigt at udbetale feriepengene efter den model, som FH foreslår. Det vil sikre den maksimalt positive samfundsøkonomiske effekt af udbetalingen af feriepengene, så der sikres flest mulige arbejdspladser, og så der kommer større indtægter til de offentlige kasser,« siger Henrik Bach Mortensen, der tidligere var direktør i Dansk Arbejdsgiverforening i mange år og også er byrådsmedlem for Venstre.

For flere hundrede tusinde danskere ville det alt andet lige være en skattemæssig underskudsforretning at hæve pengene nu i stedet for at vente til pensionsalderen, hvor langt færre skal svare topskat, fordi man typisk arbejder mindre til den tid.

»Flere hundrede tusinde skatteydere ville formentlig udskyde udbetalingen til pensionsalderen, og det ville svække hele effekten,« siger Henrik Bach Mortensen.

Lederne foreslog selv 40 pct. flad beskatning, men støtter nu FH’s forslag om 38 pct. og antager også, at fagbevægelsen har ret i sin udlægning af, hvordan den oprindelige aftale skal læses.

»Jeg har ikke noget grundlag for at anfægte FH´s synspunkter og deres fortokning af aftalen.«

Han understreger samtidig, at det ikke skal ses som en skattelettelse til de mest vellønnede.

»Det her er netop ikke en skattelettelse. Dem, der risikerer at blive ramt af topskatten kan bare udskyde det, og så rammes de ikke. De fleste vil bare udskyde beskatningen. Derfor er det her forslag blot en win-win-situation for alle. Dem, som betaler topskat får pengene nu, og ingen mister noget ved det. Det er svært at være imod.«


Så mange feriepenge har du til gode

Din månedsløn før skat i hele kr.:
Programmering: Boy Repenning

BRANCHENYT
Læs også