Erhverv

Nikes salg og indtjening rasler ned på grund af coronakrisen

Omsætningen i det amerikanske sportsudstyrsfirma Nike faldt med næsten 40 procent i det seneste kvartal.

Foto: Tony Gutierrez/AP

Det amerikanske Nike Inc fik et underskud på 790 millioner dollar i fjerde kvartal, hvor salget raslede ned, fordi detailbutikker blev nødt til at lukke som følge af virusudbruddet.

Det fremgår af selskabets regnskab for fjerde kvartal, der er offentliggjort torsdag aften, skriver Reuters.

I samme kvartal året før havde Nike et overskud på næsten én milliard dollar.

Omsætningen i dette års fjerde kvartal, der sluttede 31. maj, faldt med 38 procent til 6,31 milliarder dollar.

Nedgangen i salget af beklædning og fodtøj til sportsfolk omfattede stort set alle geografiske regioner, deriblandt Nordamerika og Europa.

Omsætningsfaldet og det store underskud kommer bag på finansanalytikere, som ifølge AFP havde ventet et lille overskud for kvartalet og et noget mindre dyk i salget end rapporteret.

Nikes afdeling for engrossalg til stormagasiner og butikker afsendte i kvartalet 50 procent færre produkter end i samme kvartal i 2019.

BRANCHENYT
Læs også