- Opdateret 26/06/2020 kl. 08:47
B&O har sikret sig penge til at komme gennem coronakrisen
Alle nye aktier i den fortegningsemissionen, som skal sikre selskabet, er blevet tegnet.
Bang & Olufsen har nu polstringen på plads til at komme igennem coronakrisen. Alle de nye aktier, som blev udbudt ved den fortegningsemission, som skulle sikre selskabet penge, er nemlig blevet tegnet.
Det oplyser B&O i en fondsbørsmeddelelse.
»Vi er glade for at kunne offentliggøre et vellykket resultat af udbuddet. Provenuet fra fortegningsemissionen vil gøre os i stand til at få Bang & Olufsen gennem COVID-19 krisen, forsætte med at udfolde den nylige lancerede strategi og bringe selskabet sikkert ind i fremtiden. Jeg vil gerne takke vores aktionærer og investorer for deres støtte og fortsatte tillid til Bang & Olufsen,« udtaler B&O's topchef Kristian Teär i forbindelse med meddelelsen.
B&O venter, at udbuddet bliver endeligt gennemført den 1. juli, når selskabet har modtaget de såkaldte tegningsbeløb og har registreret kapitalforhøjelsen hos Erhvervsstyrelsen.
Coronakrisen har presset B&O så meget, at selskabet i midten af maj advarede om, at situationen var alvorlig, og at selskabet havde brug for friske penge for at kunne nå ud på den anden side.
Derfor indkaldte bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling, hvor aktionærerne skulle godkende, at selskabet hentede 400 mio. kr. via en garanteret emission på aktiemarkedet. Dertil kommer muligheden for at låne 100 mio. kr.
Den 2. juni, dagen inden den ekstraordinære generalforsamling, meddelte B&O, at bestyrelsesformanden, Ole Andersen, var død.
Den nu afdøde Ole Andersen forklarede i maj, at de 500 mio. kr. skal kunne holde B&O kørende i lang tid på trods af en potentiel voldsom effekt fra corona-nedlukningerne globalt. På det tidspunkt stod det klart, at B&O ud over den generelle faldende omsætning også er hårdt ramt af coronakrisen verden over.
Men selv i det mest pessimistiske scenarie, med bl.a. halvdelen af alle butikker i Europa lukket om et år, ville der være penge nok.
Dagen efter godkendte B&O-aktionærerne kapitaludvidelsen.