- Opdateret 26/06/2020 kl. 14:40
Modefirma dropper lønkompensation og fyrer 60 medarbejdere
Danmarks næststørste modefirma DK Company mener, at der er så godt gang i salget igen efter nedlukningen af samfundet, at man kan droppe ud af trepartsaftalen, der gav hjemsendte medarbejdere lønkompensation.
Modeselskabet DK Company, der med sine 22 tøjmærker er det næststørste i Danmark, vil nu klare sig uden det sikkerhedsnet, der er blevet spændt ud under økonomien i forbindelse med coronakrisen. DK Company vil således ikke længere gøre brug af muligheden for at sende medarbejdere hjem med lønkompensation, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det skyldes ifølge modeselskabet, at verdenen er kommet »hurtigere og bedre i gang end først antaget.«
»Selv om verden ser markant bedre ud, forventer vi fortsat en større salgsnedgang for både 2020 og 2021. Nogle af de store eksportmarkeder som England, Spanien, Canada og Italien ligger stadig underdrejet, og frygten for en anden bølge af corona ligger lige rundt om hjørnet,« udtaler Jens Poulsen, der står i spidsen for DK Company.
DK Company har været ramt på både likviditeten og omsætningen under coronakrisen, og det har bl.a. resulteret i, at selskabet sagde farvel til ca. 100 medarbejdere i marts. Nu er yderligere 60 ansatte blevet opsagt, og dermed er antallet af ansatte på selskabets kontorer i Danmark blevet skåret ned med 18 pct.
»Da det var mørkest, stod vi sammen, og vores medarbejdere gik frivilligt 20 pct. ned i løn i tre måneder som et kæmpe bidrag til firmaets likviditet. Vi er utroligt taknemmelige for den fantastiske opbakning fra vores medarbejdere, der tændte et lys, da det så allermørkest ud,« udtaler Jens Poulsen.
Ifølge pressemeddelelsen har medarbejderne med deres juni-løn fået betalt dette »bidrag« tilbage.