Erhverv

SAS har plan for overlevelse klar - vil hente 8,5 mia. kr. i friske penge

Det skandinaviske flyselskab vil både spare og hente friske milliarder på aktiemarkedet. Den danske og svenske stat er med i redningsaktionen.

Foto: Mads Nissen

Coronakrisen har presset SAS helt ud på kanten, men i et forsøg på at holde det skandinaviske flyselskab flyvende igennem den turbulens, som pandemien har skabt, har SAS nu lagt en ny plan frem. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

I de seneste år har SAS skåret markant i omkostningerne, og sparekniven er blevet hvæsset igen. Der skal således spares ca. 4 mia. svenske kr. frem mod 2022. Det svarer til 2,8 mia. danske kr.

»Men hverken de foranstaltninger, som allerede er blevet implementeret, eller de planlagte effektivitetsforbedringer, vil alene være tilstrækkeligt til at bringe selskabets egenkapital tilbage pre covid-19-niveuerne eller hjælpe med at sikre fundingen, så SAS kan fortsætte som en nøglespiller i den vigtige skandinaviske luftfartsinfrastruktur,« skriver SAS i meddelelsen.

Bestyrelsen har derfor besluttet sig for at gennemføre en rekapitaliseringsplan, hvor der bl.a. skal hentes friske penge på finansmarkederne. SAS oplyser, at planen har opbakning fra den svenske og danske stat samt den tredje store aktionær Knut and Alice Wallenberg Foundation.

»På vegne af SAS-bestyrelsen vil jeg gerne takke vores aktionærer for at yde støtte i disse udfordrende tider, som er uden fortilfælde. Jeg vil også gerne takke de ansatte i SAS for deres ekstraordinære engagement og støtte i denne svære periode. Jeg regner med, at medarbejdergrupperne i SAS støtter planen ved at være med til at finde de nødvendige effektiviseringer,« udtaler Carsten Dilling, der er bestyrelsesformand i SAS.

Med planen og opbakningen fra de tre store aktionærer vil SAS hente 12 mia. svenske kr. svarende til 8,52 mia. danske kr. i friske penge på finansmarkederne. Rekapitaliseringen skal godkendes på en generalforsamling, og den skal derudover også blåstemples af EU-Kommissionen.

Med planen vil den danske og svenske stats ejerandel nå op på 20,05 pct. Den har for de to lande tidligere ligget på ca. 14 pct.

»Bestyrelsen mener, at planen er afbalanceret set i lyset af størrelsen på rekapitaliseringen og byrdefordelingen. Sammen med selskabets reviderede forretningsplan vil rekapitaliseringen gøre os i stand til at komme igennem krisen og komme ud på den anden side som en profitabel og bæredygtig leverandør af infrastruktur i Skandinavien,« lyder det fra Carsten Dilling.

BRANCHENYT
Læs også