Erhverv

Coca-Cola bryder 126 år lang tradition

I USA vinder de kalorielette alkoholsodavand større og større markedsandele. Det får nu læskedrikskæmpen Coca-Cola til for første gang at ville putte alkohol i et nyt produkt.

Coca-Cola har mod tradition planer om at lancere sin første sodavand med alkohol i 126 år. Foto: Brian Ach/AP

Carlsberg har allerede tidligere på året meldt ud, at de øjner et nyt marked med de såkaldte hard seltzers, der er kalorielette alkoholsodavand med frugtsmag.

Særligt i USA er produktet meget populært blandt de 20 til 35-årige som et kalorielet alternativ til øl og de eksisterende mere sukkerholdige varianter kendt under bl.a. brandet Breezer.

Det får nu læskedriksgiganten over dem alle, Coca-Cola, til at bryde en 126-årig tradition med kun at sælge læskedrikke, skriver The Mirror.

Ifølge det amerikanske brancheblad The Grocer, har Coca-Cola registreret varemærket EH Canning Co. under alkoholprodukter og er dermed kommet et stort skridt nærmere på at lancere et egentligt produkt, der forventes at blive i hard seltzer-kategorien.

I kortene ligger dog også, at lanceringen næppe kommer til at ske under brandet Coca-Cola, da det skal vedblive at være reserveret til de alkoholfrie sodavandsvarianter.

Sodavandsgiganten har ikke endelig bekræftet eller kommenteret planerne, men det registrerede patent dækker et produkt indenfor mineralvand, frugtdrikke og alkohol samt udelukker øl-sektionen.

Keith Webb, der er ekspert på detailområdet, siger til The Grocer, at han mener, at EH Canning har potentiale til at blive et nyt spiritusmærke på verdensplan.

Carlsbergs plan på området for hard seltzers er i år at teste produkter i to markeder til at begynde med, men også verdens største bryggeri, Anheuser-Busch Inbev, som i tredje kvartal 2019 nedjusterede forventningerne og tabte markedsandele – primært til spillere inden for hard seltzer-markedet, har planer om at kapre markedsandele.

Analytikere i UBS forventer ifølge Financial Times, at markedet med de lette alkoholsodavand næsten vil firdoble fra 550 mio. dollars i år til 2,1 mia. dollars om tre år.

Carlsbergs pilottest med alkoholdrikke i Europa skal hjælpe bryggerikoncernen med at tage en beslutning om, hvorvidt hard seltzers skal være et nyt vækstområde.

»Den største udfordring er, at hard seltzer stadig er relativt ukendt uden for USA’s grænser. Men det ser ud til, at kategorien opfylder et behov for en alkoholdrink med et lavere kalorieindtag,« lød det tidligere i år fra Cees’t Hart, adm. direktør i Carlsberg.

Fordelen for Carlsberg er, at de som stor koncern har markedsføringskræfterne til at udbrede kendskabet i Europa til de alkoholdrikke, der har taget yngre og sundhedsfokuserede amerikanere med storm.

BRANCHENYT
Læs også