Erhverv

Norlys-topchef Niels Duedahl vil skyde 10 mia. kr. i tele- og energiinvesteringer frem mod 2025

Ifølge Norlys' direktør er der nu så godt styr på forretningen efter storfusionen med Eniig, at han er klar til årlige milliardinvesteringer til nye tele- og energiprojekter.

Norlys-topchef Niels Duedahl vil investere milliarder i tele og energi i de kommende år. Foto: Joachim Ladefoged

Det jyske energi- og teleselskab Norlys gør klar til et milliardstort investeringsprogram i de kommende år.

Efter at fusionen mellem SE og Eniig faldt på plads sidste sommer, forventer koncernen til næste år at have kapret synergier via stordriftsfordele på 250 mio. kr.

Det øger indtjeningsevnen i selskabet, der planlægger årlige investeringer på 2 mia. kr. frem mod 2025. Dertil er der åbnet for, at Norlys kan foretage et milliardopkøb af en mobiloperatør.

»Vi er i industrien, der er underlagt massive teknologiske forandringer, og vi vil være en aktør, som kan ses på landkortet,« siger Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys.

Norlys
  • Norlys er en fusion mellem SE fra og Eniig (tidl. EnergiMidt). Koncernen ejes af 709.000 andelshavere, som er elnet-kunder, og har 2.500 medarbejdere.
  • Norlys ejer Stofa, Boxer og Eniig Fiber og har hovedsæde i Silkeborg samt lokationer i blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København.
  • Selskabet havde en omsætning på 8,7 mia. kr. i 2019, et driftsresultat (ebitda) på 1,7 mia. kr. samt en egenkapital på 18,4 mia. kr. ved udgangen af 2019
  • De andelsejede elselskaber har tidligere fået massiv kritik for deres manglende værdiskabelse, masser af kommercielle fiaskoer og mangel på god selskabsledelse, men Norlys har ifølge topchefen taget kritikken til sig.

    Selskabet er i dag 100 pct. fokuseret på energi og tele, kommercielle sidespring er luget bort, og så er der indsat professionelle bestyrelsesmedlemmer i driftsselskaberne, så der er mere kvalificeret med- og modspil til ledelsen.

    Derudover har Norlys slået sin vindmølleforretning, som aldrig blev nogen succes alene, sammen med det privatejede Eurowind, der har en anderledes god historik med at udvikle og drive vindparker og tjener gode penge.

    »Vi driver en kæmpe virksomhed nu, og med de planer og penge, vi svinger rundt, ligger der noget ydmyghed i at sige, at der er brug for erfaring udefra,« siger Niels Duedahl.

    Norlys planlægger investeringer på 6 mia. kr. i tele og 4 mia. kr. i energi frem mod 2025, hvilket kan finansieres via løbende pengestrømme fra driften.

    Derudover har bestyrelsen givet grønt lys til at afsøge et helt eller delvist opkøb af en dansk mobiloperatør som TDC Mobil, Telenor, Telia eller 3.

    Det vil gøre det muligt for Norlys at tilbyde både fiberbredbånd, mobil og tv i en samlet pakke samt investere i fremtidens mobile netværk, 5G, der kan blive en konkurrent til Norlys’ store fiberforretning.

    De store investeringer kommer efter 10 hæsblæsende år, hvor SE med Niels Duedahl i spidsen har konsolideret store dele af den jyske energisektor.

    Dermed har han samlet nogle af de helt åbenlyse skalafordele op, som ikke tidligere er blevet høstet - ifølge kritikere, fordi fusionerne bl.a. medfører nedlæggelse af stribevis af velbetalte direktørjob.

    Teleanalytiker John Strand, der driver rådgivningsfirmaet Strand Consult, har været en højlydt kritiker af energibranchens og Niels Duedahls kostbare telesatsning.

    Den milliarddyre satsning har ifølge analytikeren været hårdt ramt af manglende skala og et vanskeligt samarbejde i indholdsudbyderen Waoo, hvor en stor ejerkreds med forskellige interesser har gjort det svært at tage kampen op med TDC.

    Men han fremhæver, at Norlys modsat sin sjællandske pendant, Seas-Nve, har delt selskabets formue med ejerne ved at sikre fiberbredbånd til 80 pct. af andelshaverne (til sammenligning er dækningen på Sjælland ifølge Seas-Nve på 40 pct.). Samtidig begynder skalafordelene så småt at vise sig.

    »De har taget nogle store afskrivninger på deres fiber, som gør, at forretningen er blevet ganske fornuftigt,« siger John Strand:

    »Duedahls andelshavere har fået noget af værdien i selskabet. Andelshaverne i Seas-Nve har fået en lang næse.«

    BRANCHENYT
    Læs også