Jeff Bezos slår egen formue-rekord
Coronakrisen har øget onlinesalget og dermed løftet aktiekursen hos amerikanske Amazon. Det kan ses på listen over verdens milliardærer.
Manden bag den amerikanske onlinegigant Amazon slår egen rekord som verdens rigeste. Ifølge en ny liste har Jeff Bezos aktuelt en formue på 172 mia. dollar eller 1144 mia. kr.
CNN Business skriver, at Bloombergs Billionaires Index nu opgør formuen til netop det beløb.
Dermed passerer Jeff Bezos den værdi, som han var opført til før skilsmissen i fjor fra den daværende ægtefælle MacKenzie Bezos. Det kostede ham en del af formuen, da hun fik 25 pct. af parrets aktier i Amazon.
En stor del af Jeff Bezos formue er fortsat bundet op på aktier i Amazon, hvor han ifølge CNN står opført til at have 57 mio. aktier - svarende til 12 pct.
Kursen på Amazon-aktien er i år - og frem til torsdag aften dansk tid - steget med 57 pct. Det har løftet Bezos formue betydeligt.
Amazon har vækst i onlineforretningen under coronakrisen. Forbrugsmønstret har i en periode ændret sig i takt med, at mange fysiske butikker i USA og andre steder i verden har været lukkede, hvor giganten har aktiviteter.
At skilsmissen har været med til at polstre Jeff Bezos ekskone, MacKenzie Bezos, tydeliggøres ved, at hun på den nye milliardærliste opnår en placering som den 12. rigeste med en formue på 57 mia. dollar.