Erhverv

Daimler vil være med forrest i kampen om brintlastbiler

Den tyske autoindustri måtte som helhed se sig overhalet med batteriteknologien, men nu vil Daimler tage revanche og være blandt de første med lastbiler, der har brændselsceller og brint i tanken.

Køretøjsproducenten Daimler, der bla. står bag mærkerne Mercedes-Benz, Smart og Setra, har sat sig for at ville være med helt i front med fremtidens motorteknologi til lastbiler. Arkivfoto: Soeren Stache/DPA via AP

Tyske Daimler, der både producerer biler, busser og lastbiler bl.a. under mærket Mercedes-Benz, har sat sig for ikke igen at blive hægtet af den næste store teknologiske landvinding indenfor motorkøretøjer.

Det skriver Süddeutsche Zeitung.

Da de batteridrevne biler vandt frem, var de tyske bilkoncerner ikke med fremme og er nu afhængige af produktion samt leverandører i Asien.

»Tyskland skal give fuld gas på teknologiområdet, så der ikke sker det samme som med battericellen,« lyder det fra Andreas Gorbach, der er chef for det netop stiftede Daimler Truck Fuel Cell GmbH.

Derfor arbejder Daimler lige nu intenst på at blive først med lastbiler, der drives af brint og brændselsceller.

Daimler er i gang med at opføre et topmoderne produktionsanlæg, der kan arbejde med millimeterpræcision lige uden for Stuttgart.

Anlægget skal rumme et samlebånd, der kan serieproducere brændselsceller til lastbiler med elektromotorer, som ikke behøver at slæbe tunge batterier med sig og skulle lade i lang tid undervejs, men i stedet hurtigt kan tanke brint, der bliver forvandlet til strøm i brændselscellen.

»Jo længere en lastbil er undervejs, og jo tungere den er, desto bedre er brændselsceller i forhold til batterier,« siger den ingeniøruddannede Andreas Gorbach.

Også Daimlers lastbilchef Martin Daum er overbevist om, at brint er den eneste måde at gøre transport med lastbiler CO2-neutralt:

»Vi satser nu helt på at kunne seriefremstille brændselsceller og yder dermed et pionerarbejde på området.«

Udgifterne til projektet, som 100 ingeniører skal arbejde på, holdes hemmelige, men det forlyder, at det handler om et tocifret millionbeløb i euro.

Og til forskel fra batteriteknologien er Daimler fast besluttet på selv at stå for alle dele.

»Vi dækker praktisk talt hele værdikæden lige fra coatingen på membranerne til selve cellen og motoren,« siger Andreas Gorbach.

Men i løbet af 2020 vil Daimler indgå et jointventure omkring brændselsceller med Volvo, der ligeledes producerer lastbiler.

Planen er i løbet af anden halvdel af dette årti at kunne masseproducere lastbiler.

Oveni planlægger Daimler at kaste sig over et nyt marked: Stationære brændselsceller. De skal kunne fungere som nødstrømsanlæg for datacentre. Den del foregår i et samarbejde med Rolls-Royce Power Systems.

»Dette marked har et enormt potentiale. For det første vokser behovet for store datacentre, og for det andet vil flere og flere landes regeringer gerne nedbringe CO2-udslippet. Her er brint en fremragende løsning,« siger Andreas Gorbach til Süddeutsche Zeitung.

Andre firmaer arbejder som Daimler i samme retning. F.eks. har Bosch planer om at have en brændselscelle klar til både person- og lastbiler allerede i 2023. Bosch samarbejder bl.a. med lastbilproducenterne Nikola og Iveco. Og modsat Daimler har Bosch allerede gang i et pilotprojekt.

BRANCHENYT
Læs også