Erhverv

Mærsk i milliardopkøb: Køber stor svensk virksomhed

A.P. Møller-Mærsk overtager den svenske virksomhed KGH Customs Services i en handel til næsten 2 mia. danske kroner, oplyser selskabet.

Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsk har haft den store pengepung fremme og sikret sig den svenske virksomhed KGH Customs Services.

Det oplyser A.P. Møller-Mærsk i en pressemeddelelse.

KGH Customs Services, der har base i Göteborg og har lige under 800 ansatte, har specialiseret sig i håndtering af told og handel.

Ifølge meddelelsen ligger købsprisen på 2,6 mia. svenske kr., hvilket svarer til 1,85 mia. danske kr.

Ifølge Vincent Clerc, kommerciel direktør i A.P. Møller-Mærsk, sker opkøbet netop for et styrke logistikdelen og forsyningskæden i Mærsk.

»Med købet af KGH bliver vi ikke kun i stand til at styrke vores kapacitet inden for toldtjenester, men også nå flere af vores kunder i Europa gennem et større geografisk fodaftryk og digitale løsninger. Det forbedrer samtidig vores evne til at imødekomme vores kunders forsyningskædebehov,« siger han.

KGH Customs Services omsatte sidste år for 890 mio. svenske kr., hvilket svarer til omkring 630 mio. danske kr. Driftsresultatet (ebitda) landede på 160 mio. svenske kr. svarende til 114 mio. danske kr.

Før købet af KGH Customs Services officielt kan falde på plads, skal det godkendes af de relevante konkurrencemyndigheder. Indtil det er sker, fortsætter A.P. Møller-Mærsk og KGH Customs Services som to separate selskaber.

BRANCHENYT
Læs også