Erhverv

Se højdepunkterne: FCM tog det tredje mesterskab med stil

I en velspillet og nervøs guldkamp fuldendte FCM en sæson, der har været præget af høj stabilitet.

Med fire runder tilbage at spille i Superligaen understregede FC Midtjylland sin klasse i Danmark. På hjemmebanen i Herning blev 0-1 ved pausen vendt til 3-1 takket være hårdt arbejde og en stor investering i duellerne.

For FCM handlede det blot om ikke at tabe kampen, og på den led gav hjemmeholdet sig selv en vanskelig start, da rækkens ellers klart bedste defensiv lukkede et mål ind. Tilmed efter et hjørnespark, en ret usædvanlig foreteelse, når FCM er i kamp.

Dødbolden blev snittet mod bageste stolpe, og her stod Mohammed Daramy parat til at skubbe bolden i mål. Et minut længere henne kunne teenageren have øget til 2-0 til FCK, da Mikkel Kaufmann trillede ham fri i feltet, men Mohammed Daramy hældte bolden over mål.

FCM måtte undvære karantæneramte Frank Onyeka, som har været en af ligaens bedste på energi og fysik, og i hans fravær havde Carlos Zeca og Rasmus Falk overtaget midt på banen i første halvleg, hvor Jens-Lys Cajuste og Nicolas Madsen skulle bruge tid på at komme ind i opgøret.

10 års danmarksmestre i fodbold
FC Midtjylland er dansk mester i fodbold for tredje gang i klubbens historie. Her er de seneste ti sæsoners vinder af Superligaen:
  • 2019/20: FC Midtjylland.
  • 2018/19: FC København.
  • 2017/18: FC Midtjylland.
  • 2016/17: FC København.
  • 2015/16: FC København.
  • 2014/15: FC Midtjylland.
  • 2013/14: AaB.
  • 2012/13: FC København.
  • 2011/12: FC Nordsjælland.
  • 2010/11: FC København.

Svenske Cajuste nåede kort før pausen frem til sit holds bedste forsøg, da han sparkede fladt forbi. Men ellers var det de forsvarende mestre fra hovedstaden, der fandt mest plads i feltet, hvor FCK var uden Dame N’Doye, men i stedet forsøgte sig med den unge duo Jonas Wind og Mikkel Kaufmann.

4.097 tilskuere på MCH Arena prøvede at klappe FCM frem på banen, men FCK’erne fik bedre og bedre fat i kombinationerne og fortsatte med at trykke på. Midtvejs i første halvleg ville FCM gerne have haft et straffespark, da Carlos Zeca ramte Awer Mabil i feltet, men den forseelse så dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt ikke som ulovlig. Og da FCM-fløjen kort efter igen røg ned efter en duel med Zeca fik han en advarsel for film.

På tavlen: 0-1, på tilskuerpladserne småbekymrede ansigter hos hjemmeholdets sædvanlige entourage af lokale kendisser, der var dukket op for at se FCM sikre sig guldet med korslagte arme og sponsorkaffe inden for rækkevidde.

»Fremad, fremad,« skreg FCM-træner Brian Priske i begyndelsen af anden halvleg, tempoet og hårdheden skulle op, mens FCM-bossen Ståle Solbakken trykkede håndfladerne ned for at signalere til sine spillere, at de skulle tage intensiteten ud af opgøret og spille kuglen roligt rundt.

Ganske usædvanligt tillod FCK modstanderne at slå kontra via Anders Dreyer efter et hjørnespark, og det kostede et straffespark, da Carlos Zeca prikkede Mikael Anderson ned i feltet.

Sory Kaba, indtil da blind passager i kampen i duellen med Victor Nelsson, sparkede den vigtige udligning i mål, og så var FCM dansk mester og skulle sådan set blot have den sidste fjerdedel af kampen til at løbe ud.

Den var Anders Dreyer ikke med på, for 10 minutter før tid hamrede han bolden op i det ene målhjørne fra 25 meters afstand til 2-1, og så kunne de langt om længe få gang i sangene om mestrene på tribunerne, og et par minutter senere hamrede Awer Mabil sejren helt fast, da han omsatte et kontraangreb ved at hamre bolden op under overliggeren.

Inden kampen havde FCK-træner Ståle Solbakken proklameret, at hans hold ville vinde mesterskabet næste sæson, og det kan sagtens tænkes, under alle omstændigheder tyder en del på, at det igen bliver en duel mellem de to klart bedste klubber i Superligaen i disse år.

Torsdag aften vandt FCM med stil, men også lidt tilbagelænet og det fik FCM’s assistenttræner Kristian Bach Bak til at agere korleder; han ville have mere opbakning fra sæderne og det fik han hos et publikum, som nu er blevet forvænt med titler.

Danske mestre i 2015, 2018 og 2020 lyder som noget, der ikke stopper lige med det første.

BRANCHENYT
Læs også