Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Svenskere er ikke velkomne: Rejseselskab må sende tomt fly til Rhodos for at hente ubudne turister

De græske myndigheder inddrager Tuis flytilladelse i ferielandet. Næste afgang på torsdag er dermed aflyst.

Corona rammer verden
Svenske turister venter på check-in til det første charterfly til Rhodos efter coronanedlukningen i Arlanda-lufthavnen i Stockholm. Foto: Stina Stjernkvist/TT News Agency/via REUTERS

En gruppe svenske turisters feriekådhed er nu blevet vendt til skuffelse og påtvungen retræte fra den græske ferieø Rhodos.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet.

I sidste uge fløj de med rejseselskabet Tui ombord på den første svenske charterafgang siden coronanedlukningen. Kort efter ankomsten til Rhodos opstod der dog stor græsk medievirak om de tilrejsende svenskere. Nu er selskabet blevet tvunget til at sende et tomt fly på vingerne for at hente svenskerne hjem.

For Tui havde fået en særtilladelse af de græske myndigheder til at sende en enkelt afgang afsted på den betingelse, at det skulle være en markedsføringsrejse, eftersom Grækenland endnu ikke officielt har åbnet grænserne for tilrejsende fra Sverige, der fortsat kæmper med stigende coronasmittetal.

Der var altså, ifølge græske myndigheder, en aftale om en rejse uden turister. Men i græsk presse blev det rapporteret, at mange af passagererne var »almindelige turister«, skriver Aftonbladet.

»Vi har hele tiden gjort det tydeligt, at vi ville have vores egne medarbejdere, turister og journalister ombord,« siger Adam Györki, pressechef i Tuis svenske afdeling til Aftonbladet. Han forklarer samtidig, at samtlige passagerer på flyet blev testet negativ for corona før afgangen.

Men det lader ikke til at påvirke hverken græsk presse eller græske myndigheder. Grækenland har nu inddraget Tuis særtilladelse, og Tui har selv aflyst næste afgang til Grækenland torsdag den 9. juli.

Troede de måtte

Grækenland åbnede 1. juli for turister fra en række lande, dog ikke Sverige. På nuværende tidspunkt er det planen, at Grækenland vil give svenske turister mulighed for at indrejse den 15. juli.

Et andet svensk medie, Expressen, har talt med Sveriges ambassadør i Grækenland. Hun siger til avisen, at der er kommet sene kontrameldinger fra de græske myndigheder, som har forhindret Tui i at overholde indrejserestriktionerne.

»Grækerne havde sagt, at de ville åbne op for turisme den 1. juli, og siden erfarede vi meget sent, at de havde trukket den melding tilbage, hvad angår svenskere. Og så var det for sent for rejsebranchen at vende om i tide. Det viser, at der er behov for bedre kommunikationskanaler,« siger den svenske ambassadør Charlotte Sammelin.

Danmark var et af de lande, der allerede per 15. juni fik lov til at sende turister til Grækenland. Landet udvidede siden listen med flere lande per 1. juli.

Sverige har på nuværende tidspunkt haft i alt 73.061 smittetilfælde, mens 5.433 i Sverige er døde med coronavirus.

BRANCHENYT
Læs også