Erhverv

Det er passagererne bange for, når de flyver i en coronatid

Corona trækker lange skygger i luftfarten. To ud af tre forventer, at de vil flyve mindre.

Mange er bange for at flyve på grund af risiko for at blive smittet med covid-19.

Mange rejsende er bekymret for at blive smittet med covid-19, når de skal rejse med fly. En stor gruppe er så nervøse, at de undgår at flyve, og en del vil også i fremtiden undgå fly af frygt for at blive smittet.

Det viser en stor undersøgelse som den internationale luftfartsorganisation IATA har gennemført.

Ifølge undersøgelsen, som blev gennemført i 11 lande, har 58 pct. af de adspurgte undgået flytransport. En tredjedel svarer, at de også i fremtiden forventer at undgå flyvning i bestræbelserne på at undgå smitte. To tredjedele oplyser, at de vil rejse mindre.

Resultaterne vækker bekymring hos IATA.

»Det er ingen hemmelighed, at passagerer er bekymret for smitterisikoen ombord. Intet miljø er risikofrit, men få miljøer er så kontrolleret som kabinen på passagerfly. Vi er nødt til at være sikker på, at passagererne forstår det,« siger Alexandre de Juniac, generalsekretær i IATA.

Her er de tre forhold, som passagererne er mest bekymrede for:

På flyet:

  • At sidde ved siden af en, som er smittet (65 pct.).
  • Benytte toiletterne (42 pct.)
  • Luften i flykabinen (37 pct.)

I lufthavnen:

  • At sidde i en overfyldt bus eller tog på vej til lufthavnen (59 pct.)
  • Kø ved check-in eller sikkerhedskontrollen (42 pct.).
  • Benytte lufthavnens toiletter (38 pct.)

»Coronakrisen kan have en lang skygge. Passagererne oplyser, at det vil tage tid, før de vender tilbage til deres tidligere rejsevaner. Mange flyselskaber forventer ikke, at trafikken er tilbage på niveauet fra 2019 før i 2023 eller 2024,« siger Alexandre de Juniac.

Undersøgelsen viser også, at passagerne i stor udstrækning er villige til selv at gøre noget aktivt for at gøre det mere sikkert at flyve. Omkring 40 pct. af de adspurgte er således parate til at gennemgå et temperaturtjek, benytte ansigtsmaske, checke ind online, få foretaget en covid-19 test før flyvning og rengøre flysædet.

»Passagererne er bekymrede, men de føler sig også forsikret af de praktiske foranstaltninger, som er vedtaget af industrien,« konstaterer Alexandre de Juniac.

BRANCHENYT
Læs også