Erhverv

Dansk designsucces overgår sig selv med rekordår

Muuto tjente for første gang mere end 100 mio. kr. Nu satser designvirksomheden på ny salgskanal med åbning af store flagship butikker i strategiske storbyer.

Vi kommer ikke til at vokse i år, men vi ligger godt til, og jeg forventer, at vi styrer fornuftig igennem coronakrisen,  siger Anders Cleeman, adm. direktør i Muuto.

Muuto overgår sig selv og øger omsætningen med 25 pct. til mere end 713 mio. kr.

Også lønsomheden i designvirksomheden er stærkt forbedret. For første gang havde selskabet, der for et par år siden år blev solgt i en milliardhandel, et trecifret millionoverskud. 116 mio. kr. lyder resultatet, og det er en stigning på 50 pct.

Efter 14 år med uafbrudt vækst satser Muuto på en ny salgskanal. Selskabet vil for første gang åbne egne butikker. En såkaldt flagship store er allerede åbnet i Stockholm og senere på måneden udvides med en forretning i Paris.

»Vi er glade og stolte over at passere et salg på 700 mio. kr. Vi har været tro mod vores koncept og har et brand og nogle produkter, som appellerer bredt på tværs af regioner og salgskanaler,« siger Anders Cleeman, adm. direktør i Muuto.

Vi har været tro mod vores koncept og har et brand og nogle produkter, som appellerer bredt på tværs af regioner og salgskanaler.

Anders Cleeman, adm. direktør i Muuto.

Selskabet blev i december 2017 solgt til den amerikanske koncern Knoll for 1,9 mia. kr. Det nye ejerskab er medvirkende til væksten.

»Det har hjulpet os til at vokse på det amerikanske marked, som er det største for os,« siger Anders Cleeman.

Muuto sælger møbler, belysning og boligtilbehør gennem to kanaler. Det ene ben er salg til butikker i et halvt hundrede lande. Det andet ben er kontraktmarkedet, hvor Muuto sælger til hoteller og større selskaber. Både Google og Mercedes har således indgået kontrakter med Muuto.

Nu udvider Muuto med en tredje salgskanal i form af store flagship butikker på ca. 300 kvm i strategiske byer. Ud over Stockholm og Paris har selskabet kig på bl.a. New York og København.

»Vi har nu fået en størrelse, hvor det giver mening at åbne enkelte større butikker. Det er en god måde at udbygge vores brand og vise konceptet i sin helhed. Det er nyt for os, og det skal vi nu lære at mestre,« siger Anders Cleeman.

Han forventer ikke, at Muuto kan fortsætte de seneste års ubrudte vækst i 2020. Coronakrisen har i perioder lukket mange af de butikker, der sælger Muutos produkter, og det vil påvirke salget negativt.

»Vi kommer ikke til at vokse i år, men vi ligger godt til, og jeg forventer, at vi styrer fornuftig igennem coronakrisen,« siger Anders Cleeman.

BRANCHENYT
Læs også