Dansk pengetanks islandske børsraket vil sælge ud i Frankrig
Islandske Össur vil nu fokusere forretningen yderligere, og det kommer til at have konsekvenser i Frankrig.
Den islandske kursraket Össur er gået ind i de afgørende og eksklusive forhandlinger om at skille sig af med Gibaud i Frankrig.
Køberen ser ud til at blive det franske selskab Innothera, som dermed kommer til at overtage en forretning, der i 2019 genererede et salg på 51 mio. dollars.
Det oplyser Össur i en meddelelse til Fondsbørsen umiddelbart efter lukketid.
»Det potentielle frasalg af Gibaud vil få Össurs salg i Frankrig til primært at være inden for O&P-kanalen, hvilket er den primære i Frankrig,« udtaler Jon Sigurdsson, adm. direktør i Össur, i en kommentar.
Össurs forretning er inddelt i to hovedområder, nemlig proteser (O&P) samt salg af skinner og støtteprodukter.
Går handlen igennem, værdisættes handlen (enterprise value) til 24 mio. dollars, hvor en del er relateret til en earn out-aftale.
Pengetanken William Demant Invest købte sig ind i Össur helt tilbage i 2004 og har siden suppleret løbende, så fonden i dag ejer halvdelen af selskabet, der blev børsnoteret i Island i 1999 og senere i København i 2009.