Far og søn solgte teleselskab: Tjente en formue

Televirksomheden IP Nordic sikrede far og søn små 200 mio. kr., da de i begyndelsen af 2019 solgte virksomheden til hollandske Within Reach.

På billedet ses Torben G. Jensen, medstifter af IP Nordic, der sammen med sin søn har kunnet se 190 mio. kr. tikke ind i deres fælles selskab efter salget til hollandske Within Reach. Foto: IP Nordic

Med jysk snilde lykkedes det far og søn at indkassere 190 mio. kr. på mindre end otte år.

Det viser et dugfrisk regnskab for de tidligere ejere af IP Nordic.

IP Nordic, der tilbyder telefoni og bredbånd til erhvervskunder, blev stiftet i 2011 af far og søn – henholdsvis Thorben G. Jensen og Charles Ginnerskov – og præsterede i flere år vækstrater, som kunne gøre de fleste misundelige. Og det gjorde de også.

I hvert fald kom selskabet i begyndelsen af 2019 på udenlandske hænder, da det hollandske tele- og kommunikationsselskab Within Reach kom til. Det salg sikrede altså makkerparret 190 mio. kr.

Blå bog: Thorben G. Jensen
  • IP Nordics succes er langtfra opstået ud af ingenting.
  • Adm. direktør Thorben G. Jensen var 1989-2005 it-chef for Fleggaard/Dangaard-koncernen med flere end 70 it-medarbejdere.
  • I 2005 grundlagde han IPDanmark, en af de første udbydere af IP-omstillingsanlæg i Danmark.
  • Det selskab blev solgt i 2008.

Det var ellers et benhårdt marked, som de to forsøgte at erobre. De store teleselskaber havde efter finanskrisen indledt en priskrig, der havde sendt priserne på erhvervsmarkedet ned på et historisk lavt niveau.

Men kometkursen i IP Nordic blev grundlagt med en god portion jyske værdier. Lave priser, ingen binding og garantier, der er til at regne med.

Et af salgsargumenterne fra IP Nordic var bl.a., at erhvervskunderne altid kan forvente, at telefonen bliver taget inden for 15 sekunder, når de ringer efter support.

IP Nordic tog sin spæde start i Thorben G. Jensens private hjem.

Men det blev hurtigt for småt, og det sønderjyske teleselskab rykkede til Padborg, hvor det nåede at have to adresser, inden IP Nordic i 2014 rykkede til den gamle Sydbank-bygning i Gråsten.

BRANCHENYT
Læs også