Erhverv

Sønner overtager sjælden bilsamling: »Så har vi betalt arveafgiften«

Jørgen Strøjer Hansen er i gang med at overdrage familiens indbringende virksomhed til sønnerne.

Jørgen Strøjer er bl.a. kendt for sin samling af sjældne biler. Foto: Joachim Ladefoged

Den danske erhvervsmand Jørgen Strøjer Hansen har som et led i et større generationsskifte overdraget sin samling af eksklusive biler til sønnerne Christian og Joachim.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Jørgen Strøjer Hansen ejer over 100 biler, heriblandt kongelige biler, Le Mans-biler, racerbiler - og den danske superbil Zenvo.

De mange biler er en del af den såkaldte Strøjer Samlingen, der fungerer som et slags museum og konferencecenter. Her kan erhvervsfolk holde møder midt i biludstillingen.

Jørgen Strøjer Hansen har finansieret sin sjældne bilsamling gennem familiens livsværk, Strøjer Tegl, der har gjort ham og familien til mangemillionærer.

Strøjer Tegl, der ligger på Fyn, producerer årligt over 50 mio. mursten, og for år tilbage satte ejeren gang i et generationsskifte, hvor de to sønner skal overtage kontrollen.

Nu er bilsamlingen i første omgang kommet på sønnernes hænder.

»For at de kan overtage bilsamlingen, som har en vis værdi, er det smartest at få det lagt ind i teglværket, og så har vi betalt arveafgiften for det for at sige det rent ud,« siger Jørgen Strøjer Hansen til Fyens Stiftstidende.

Det er seks år siden, at teglværksejeren med en passion for dyre biler første gang forsøgte at overdrage kontrollen med familievirksomheden.

Jørgen Strøjer Hansen er femte generation i Strøjer Tegl, og tronfølgen på teglværket har været lige så forudsigelig og retlinet som fremstillingen af mursten: Altid fra far til søn.

Men da Jørgen Strøjer Hansens to sønner i 2014 ikke var klar til at tage over, valgte han at ansætte daværende bestyrelsesmedlem Flemming Rasmussen som direktør.

Det var første gang i teglværkets mere end 150 år lange historie, at en person uden for familien stod i spidsen for virksomheden.

I 2017 stoppede Flemming Rasmussen imidlertid, og Jørgen Strøjer Hansen satte sig tilbage i direktørstolen. Nu har han sammen med sine to sønner, Christian og Joachim Strøjer Hansen, lavet en plan for et generationsskifte.

Planen er, at sønnerne skal stå for driften, mens far skal være formand for bestyrelsen.

Jørgen Strøjer overtog ledelsen af teglværket som blot 21-årig, efter at hans far var blevet syg.

Gennem årene har teglværket indbragt store millionbeløb til Strøjer Hansen-familien. Senest, i 2019, tjente teglværket 17 mio. kr. efter skat.

BRANCHENYT
Læs også