Erhverv

Tech-topchef færdig efter racistiske udbrud

Michael Lofthouse har trukket sig som adm. direktør for tech-selskabet Solid8, efter at han blev filmet i et større racistisk udbrud på en restaurant.

Virksomheden Solid8 holder til i San Francisco i USA. Foto: Heidi Plougsgaard

Hvis Michael Lofthouse nogensinde var i tvivl om, hvornår det er USA’s uafhængighedsdag, så er han det næppe mere.

Efter at have gået verbalt amok og kommet med en række racistiske udskejelser rettet mod en asiatisk familie på en restaurant den 4. juli, har han nu trukket sig fra adm. direktør i tech-selskabet Solid8.

Det skriver en række medier, herunder CNN.

»Jeg kan bekræfte, at jeg har trukket mig fra Solid8 og afsluttet alle forretningsforbindelser fra dags dato,« skriver han i en mail til CNN.

Nedfor kan du se en video af Michael Lofthouses opførsel

Michael Lofthouse underskrev i praksis sit eget afskedsbrev, da han mere eller mindre umotiveret gik verbalt amok på en asiatisk familie, efter at de havde sunget en fødselsdagssang.

Her sagde han bl.a. ting som ”rejs hjem til hvad fanden for et asiatisk land, I kommer fra” og ”I hører ikke til her” for at nævne nogle af kommentarerne.

En servitrice på restauranten tog i øvrigt episoden i stiv arm og kvitterede med det samme ved at smide Michael Lofthouse ud og bede ham om aldrig at vende tilbage igen.

Michael Lofthouse har siden episoden haft travlt med at undskylde til både familien og restauranten.

BRANCHENYT
Læs også