Erhverv

Amazon vil bygge sundheds- klinikker til medarbejderne

Investering i medarbejderne er en god idé, vurderer Amazons ledelse, som nu gør klar til at bygge sundhedsklinikker tæt på selskabets varehuse.

Amazon-stifter Jeff Bezos vil nu tilbyde selskabets mange medarbejdere mulighed for at gå ind på selskabets egne sundhedsklinikker, når de inden for nær fremtid lanceres. AP Photo/Pablo Martinez Monsivais.

Mere end 115.000 medarbejdere og deres familier kommer nu til at være langt tættere på en sundhedsklinik.

Det bliver resultatet af Amazons beslutning om at igangsætte arbejdet med at bygge 20 sundhedsklinikker i USA.

Det oplyser Amazon på selskabets blog.

»Over hele USA har et stigende antal patienter ikke nem adgang til en praktiserende læge, og i stedet går de til steder for akut behandling, hvilket ikke bare er dyrere for patienterne, men det resulterer også i en masse spildte muligheder for forebyggelse,« udtaler Darcie Henri, Vice President for HR i Amazon, i en kommentar.

De nye klinikker vil være til for Amazons medarbejdere, men satsningen sker i samarbejde med iværksættervirksomheden Crossover Health, som er specialiseret i at tilbyde sundhedsydelser til personer, der har private sundhedsforsikringer.

Klinikkerne, der bliver etableret som et pilotprojekt, vil kun være de første, såfremt der er succes. Ifølge CNBC vil de første fem centre blive placeret i Dallas, Phoenix, Louisville, Datroit og Californien.

Sundhedscentrene vil tilbyde medarbejderne alt fra vaccinationer og til kiropraktorer.

Det fremgår ikke af meddelelsen fra Amazon, hvilke omkostninger det vil have for medarbejderne at få behandlinger på de nye klinikker.

BRANCHENYT
Læs også