Erhverv

Milliardær har sikret sit flyselskabs overlevelse: »De seneste seks måneder har uden tvivl været de hårdeste i vores 36 år lange historie«

En redningspakke på næsten 10 mia. kr. er så godt som på plads i flyselskabet Virgin Atlantic.

Coronakrisen har bl.a. betydet, at Virgin Atlantic vil sende sine syv Boeing 747-fly på pension. Foto: Bloomberg photo by Simon Dawson.

Det kriseramte britiske flyselskab Virgin Atlantic har nu finansieringen på plads til at holde sig på vingerne under den kraftige turbulens, som coronavirussen har skabt i de højere luftlag. Flyselskabet har sikret sig næsten 10 mia. kr. i en redningspakke, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»De færreste kunne have forudsagt omfanget af covid-19-krisen, og de seneste seks måneder har uden tvivl været de hårdeste i vores 36 år lange historie,« udtaler Shai Weiss, der er adm. direktør i luftfartsselskabet, i pressemeddelelsen.

Milliardæren Sir Richard Branson, der går for at være den syvenderigeste i Storbritannien, grundlagde flyselskabet, som han i dag ejer 51 pct. af. Igennem flere måneder har Sir Richard Branson både truet og tigget om hjælp fra den britiske regering. Herfra har det dog lydt, at flyselskaber ikke skulle regne med at få en særlig hjælpepakke, men at de i stedet f.eks. skulle forsøge at rejse friske penge blandt ejerne.

Og det er den vej, Virgin Atlantic er gået. Hjælpen til Virgin Atlantic består både af lån og ny kapital. Lånet på 1,4 mia. kr. kommer fra den amerikanske kapitalforvalter Davidson Kempner Capital Management, mens ejerkredsen har bidraget med næsten 5 mia. kr. i frisk kapital - heraf kommer 1,6 mia. kr. fra Virgin Group.

Virgin Atlantic har som en konsekvens af krisen skilt sig af med flere end 3.500 ansatte. Samtidig har Virgin Atlantic lukket for sine aktiviteter i lufthavnen Gatwick ved London, og flyselskabet vil derfor fremover kun flyve til og fra Heathrow i London samt lufthavnen i Manchester.

Virgin Atlantic sender fly på vingerne igen den 20. juli, oplyser selskabet, der venter, at det vil operere på de samme antal ruter som inden coronakrisen, når kalenderen viser 2022.

»Vi har truffet smertefulde valgt, men vi har opnået det, som mange troede var umuligt., men vi har gennemført det, som mange troede umuligt. Rekapitaliseringen af Virgin Atlantic sikrer, at vi kan fortsætte med at levere vitale forbindelser og konkurrence til forbrugere og virksomheder i Storbritannien. Vi sætter stor pris på støtten fra vores aktionærer, kreditorer og nye private investorer, og sammen vil vi sikre, at Virgin Atlantic kan komme ud på den anden side som et bæredygtigt og rentabelt flyselskab,« udtaler Shai Weiss.

Den store redningspakke skal endeligt godkendes af flyselskabets kreditorer, og Virgin Atlantic venter, at planen vil være endeligt på plads i sensommeren.

BRANCHENYT
Læs også