Erhverv

Dansk duo fik trecifret millionbeløb for deres bamsefirma

En dansk duo blev klækkeligt belønnet for at sælge aktiemajoriteten i Nature Planet.

Nature Planet sælger tøjdyr og gaveartikler til zoologiske haver og akvarier over hele Europa.

Bløde tøjbamser er nuttede at kigge på, men de kan også være en rigtig god forretning.

Langt fra offentlighedens søgelys har en dansk duo, Anne Dorthe Hjort og Michael Severin, således haft kæmpe succes med at sælge tøjdyr og gaveartikler til zoologiske haver og akvarier over hele Europa.

Da Finans sidste år bad om et interview med Anne Dorthe Hjort, skrev hun i en mail, at hun ikke havde tid, fordi hun lå »helt underdrejet.«

Få måneder senere kom så meldingen, at duoen bag Nature Planet havde solgt aktiemajoriteten i deres firma til kapitalfonden Procuritas. Nu viser det sig, at salget med ét slag gjorde begge stiftere til trecifrede mangemillionærer.

Et nyt regnskab viser, Anne Dorthe Hjort sidste år havde et overskud på 129 mio. kr. i sit private holdingselskab. Michael Severin kunne notere et overskud på 111 mio. kr. i sit.

Selvom makkerparret har solgt størstedelen af Nature Planet til kapitalfonden Procuritas, ejer de fortsat mellem 10 og 14,99 pct. af aktierne. Dermed får de også del i Nature Planets fremtidige overskud.

Nature Planet med hovedsæde i Middelfart blev stiftet i 2005 og har gennem en lang årrække været en indbringende forretning. Det samlede overskud over de seneste fem regnskabsår beløber sig til 86 mio. kr.

Det fynske firma er udover sine bløde tøjbamser kendt for sit velgørenhedsarbejde og fokus på CSR. Sammen med organisationen Plan og Save the Orangutang har Nature Planet bl.a. bygget skoler i Nepal og Indonesien, reddet slavepiger fra fattigdom og hjulpet med at bevare og genplante skovområder omkring de truede orangutanger.

Da Procuritas købte Nature Planet i juli sidste år, var det med meget rosende ord fra kapitalfonden.

»Fra vores første møde var vi imponerede af den forretning, stifterne havde opbygget i Nature Planet. Mere end 10 års konstant vækst kombineret med høj kundetilfredshed taler for sig selv,« sagde Oskar Lindholm-Wu, partner i Procuritas.

BRANCHENYT
Læs også