Erhverv

Postnord trodser corona - tjener flere penge med hjælp fra staten

Postnords danske del øger sit driftsoverskud i årets første seks måneder. Overskuddet er dog i høj grad båret af et milliontilskud fra Folketinget.

Post Nord-lastbiler ved Postcentral i Aarhus.

Den danske del af Postnord, som gennem årene har kæmpet hårdt med store underskud og en underdrejet forretning, kommer ud af årets første seks måneder med et mindre overskud på driften.

Det viser det kvartalsregnskab, som Postnord-koncernen har offentliggjort torsdag.

Postnord kommer ud af halvåret med et driftsresultat på 56 mio. svenske kr., hvilket svarer til ca. knap 40 mio. danske kr. Omsætningen lander på 4,45 mia. svenske kr.

I første halvår sidste år viste driften et underskud på 64 mio. svenske kr.

Ser man isoleret på andet kvartal, viser driften et overskud på 54 mio. svenske kr., mens omsætningen ender på knap 2,3 mia. svenske kr.

Overskuddet er dog i høj grad hjulpet på vej af den kompensation på 100 mio. danske kr., som Folketingets Finansudvalg stemte igennem i slutningen af 2019.

Pengene skulle kompensere Postnord for befordringspligten i Danmark i første halvår af 2020.

Samtidig har halvåret budt på et fortsat fald i brevmængderne, mens Postnords pakkeforretning i Danmark oplever fortsat fremgang.

I perioden januar til juni faldet omsætningen fra brevene med 25 pct., mens omsætningen fra pakke- og logistikforretningen steg med 20 pct.

For hele Postnord-koncernen, som også tæller Sverige, Norge og Finland, lander driftsoverskuddet i årets to første kvartaler på 831 mio. svenske kr. mod et plus på 92 mio. kr. sidste år.

Omsætningen lander på 18,8 mia. svenske kr. mod knap 19 mia. svenske kr. i 2019.

Den danske del af Postnord, 1. halvår 2020. Nøgletal fra regnskabet:

Mio. svenske kr.1. halvår 20201. halvår 20192. kvartal 20202. kvartal 2019
Omsætning4.4534.3752.2652.228
Driftsresultat56-6454-10
BRANCHENYT
Læs også