Erhverv

Legendes støvler står til at indbringe over 3,5 mio. kr.

Den amerikanske basketlegende Michael Jordan viser igen sin popularitet, idet et par af hans tidligere basketstøvler forventes at indbringe millioner.

Screenshot af Christies hjemmeside med Michael Jordan Nike Air. Foto: Screenshot.

Der har aldrig været tvivl om, at Michael Jordan kunne noget helt særligt på en basketballbane. Ej heller at han efter at have stoppet sin karriere har bibeholdt sin enorme popularitet og anerkendelse.

Det bliver endnu engang understreget, når auktionshuset Christies i samarbejde med virksomheden Stadium Goods sætter et par af Jordans gamle basketstøvler på auktion. Det skriver CNBC.

For selvom de færreste måske ønsker at overtage eller betale for et par brugte sneakers, så er historien en anden, når det gælder Michael Jordans.

Således forventer Christies, at Jordans gamle Air Jordan 1-støvler kan indbringe helt op til 550.000 dollars eller på den anden side af 3.5 millioner kr.

Michael spillede kun i den model støvler i optakten til hans første sæson og i de første kampe af den sæson - den såkaldte preseason og hans ”rookie year”. Derfor er støvlerne også ekstra eftertragtede.

Basketlegendens meritter har for længst ikoniseret ham, og resultaterne taler for sig selv. Seks gange NBA mester. Ti gange topscorer i NBA. 5 gange kåret til ligaens mest værdifulde spiller og seks gange kåret til ligafinalens mest værdifulde spiller.

Jordans popularitet har fået endnu et nøk opad efter dokumentar-serien ”The Last Dance” blev vist på bl.a. Netflix. Serien omhandler hans karriere som spiller for Chicago Bulls med hvem, han vandt sit sidste mesterskab i 1998.

Michael Jordan var samtidig den første NBA-spiller, der kunne kalde sig milliardær.

Læs også
Top job