Erhverv

Luftfartsgigant skrotter verdens største jumbojet-flåde

British Airways vil sende samtlige af sine Boeing 747-fly på pension flere år før tid, oplyser flygiganten. Årsagen er coronakrisen.

En Boeing 747 fra British Airways ses her under indflyvning til Heathrow Airport ved London. Arkivfoto: AP Photo/Alastair Grant. Foto: Alastair Grant/AP

Det kendte Boeing 747-fly, der mere populært går under navnet jumbojet, er snart fortid hos British Airways.

Den britiske luftfartsgigant har i dag verdens største flåde af Boeing 747’er, men nu skal hele flåden droppes tidligere end planlagt.

Det skriver britiske BBC.

Årsagen er den store nedtur, som den internationale rejse- og luftfartsindustri har oplevet i kølvandet på corona-pandemien.

»Det er med stor beklagelse, at vi kan bekræfte, at vi foreslår at pensionere hele vores 747-flåde med øjeblikkelig virkning,« siger en talsperson fra British Airways til BBC.

British Airways har i dag 31 Boeing 747-fly i sin flåde, og oprindeligt var det planen, at flyene skulle trækkes tilbage i 2024.

Men coronakrisen har fået det britiske flyselskab til at fremskynde processen.

»Det er usandsynligt, at vores Queen of the skies nogensinde vil flyve kommercielt for British Airways igen på grund af nedgangen i rejseaktiviteten, som skyldes corona-pandemien,« siger British Airways-talsmanden til BBC.

Fremover vil de to flytyper Airbus A350 og Boeing 787 Dreamliners udgøre kernen i British Airways' flåde.

BRANCHENYT
Læs også