Telia har fået 14.000 nye mobilkunder på det danske marked
Telia har nu lidt under 1,5 millioner mobilkunder i Danmark. Konkurrenten Telenor har omkring 200.000 flere.
Telia har i andet kvartal fået 14.000 nye mobilkunder i Danmark.
Det fremgår af halvårsregnskabet fra den nordiske telekoncern, der er blandt de største spillere på det danske telemarked.
Med fremgangen i andet kvartal har Telia lidt mindre end 1,5 millioner kunder på det danske telemarked.
- Vi oplever fortsat kundefremgang i en tid med stor usikkerhed grundet af coronasituationen og nedlukningen af Danmark, siger Thomas Kjærsgaard, der er administrerende direktør for Telia i Danmark, i en pressemeddelelse.
Telia er ikke alene om at have vundet kunder på det danske telemarked i andet kvartal.
Også Telenor har haft vind i sejlene. Torsdag kunne konkurrenten fortælle, at den i andet kvartal har fået 11.000 nye mobilkunder i Danmark.
Det bringer det samlede antal danske mobilkunder op på lidt mindre end 1,7 millioner for Telenor.
