Erhverv

Skuffende bundlinje hos Topdanmark bliver trykket af investeringer

Selvom forsikringsselskabet opjusterer, så skuffer forsikringsselskabet analytikerne på overskuddets størrelse.

Forsikringskoncernen Topdanmark kom ud af årets andet kvartal med et nettooverskud på 389 mio. kr., hvilket var under analytikernes forventning. Det skyldes primært i forhold til forventningerne, der skuffede på investeringsafkast.

Ifølge estimater indsamlet af Topdanmark selv lød medianestimatet blandt analytikerne på et overskud på 558 mio. kr. for kvartalet. I samme periode af 2019 havde forsikringsselskabet et overskud på 391 mio. kr.

Det samlede investeringsafkast (afkast på aktiver samt hensættelse til kursregulering med videre på skadehensættelser) blev 9 mio. kr., hvilket var markant lavere end forventningerne, der lød på 186 mio. kr. Samme kvartal i 2019 gav et underskud på den post på 57 mio. kr.

Toplinjen - bruttopræmieindtægterne i skadesdelen - endte på 2428 mio. kr. mod ventet 2410 mio. kr. og 2358 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Det forsikringstekniske resultat af skadesforsikring landede på 453 mio. kr. mod ventet 424 mio. kr. af analytikerne og 439 mio. kr. i samme kvartal året før.

Det forsikringsmæssige nøgletal combined ratio (eksklusive afløbsgevinster), der sætter erstatningsudgifterne i forhold til præmieindtægterne - og derfor helst skal være lavt - landede i kvartalet på 82,6, mens der var ventet 85,8. Combined ratio i andet kvartal 2019 var 85,1.

Afløbsgevinster er kapital reserveret til tidligere skader, som så efterfølgende ikke har vist sig at blive så dyre som oprindeligt ventet.

Men selvom overskuddet altså blev trykket så opjusterer Topdanmark  samtidig forventningerne.

Topdanmark besluttede 23. marts at suspendere forventningerne til regnskabsåret 2020, men efter første kvartal i slutningen af april kom der igen tal på.

Topdanmark løfter fredag med regnskabet for andet kvartal forventningerne til den modelmæssige resultatprognose til 550-750 mio. kr. fra 450-650 mio. efter første kvartal. Før corona og suspenderingen af forventningerne var det Topdanmarks forventning at nå 950-1050 mio. kr.

Læs også
Top job