Erhverv

Flyselskab opsiger alle kabineansatte - piloterne må tage over

Flyselskabet Icelandair har forhandlet, og det er mildest talt ikke gået ret godt.

Icelandair er i stor krise. Nu har selskabet opsagt alle kabineansatte. Foto: Arkiv.

Først var der krise, og nu er krisen total.

En ny aftale for selskabets kabinepersonale er gået helt galt for Icelandair, der nu har opsagt samtlige kabineansatte.

Det skriver det norske erhvervsmedie E24 på baggrund af en meddelelse fra selskabet.

Den nye udvikling kommer, efter at kabinepersonalets organisation den 8. juli afviste en ny aftale, og nu er forhandlingerne altså så brudt helt sammen.

Icelandair har undersøgt mulighederne for, hvordan sikkerhedsinformation og service nu skal klares, og her er valget faldet på piloterne.

Serviceniveauet er dog på nuværende tidspunkt, ifølge selskabet selv, på et absolut minimum som følge af coronakrisen.

De sammenbrudte forhandlinger betyder imidlertid også, at piloterne allerede fra mandag den 20. juli vil være ansvarlige for at give passagererne sikkerhedsinformation.

I praksis betyder det nok ikke så meget, udover at det altså fra om få dage er piloterne, som f.eks. skal fortælle passageregne, hvor nødudgange og redningsveste er, og at der ikke må ryges om bord på flyene - heller ikke e-cigaretter.

Icelandair vil nu indlede forhandlinger med de ansattes tillidsfolk.

I slutningen af april fyrede selskabet 2.000 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også