Erhverv

Brancheorganisation: Dansk økoeksport kan nå 5 mia kr i 2025

Foto: Joachim Adrian

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer venter, at udenlandske kunders køb af dansk økologi i 2025 vil ligge i niveauet 5 mia. kr.

Det skriver dagbladet Børsen.

Landbrug & Fødevarers prognose spår vækst for de danske økoproducenter.

I 2025 ventes udenlandske køb af dansk økologi at lande i omegnen af 5 mia. kr., hvis en årlig vækst på 8 pct. opnås i perioden. Ifølge prognosen ventes en vækst i niveauet 7 til 12 pct.

Det er en stigning på omkring 70 pct., hvis man sammenligner med 2018, hvor eksport af dansk økologi indbragte 2,9 mia. kr.

- Man bliver jo i godt humør af at læse sådan en prognose. Det er rigtig positivt, at der hele vejen rundt i detail, foodservice og på eksporten forventes en pæn vækst frem mod 2025. Det giver god energi til os, der hver dag arbejder på at producere gode økologiske råvarer, siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, til Børsen.

Det er særligt Tyskland, der køber stort ind af dansk økoeksport.

Klaus Vestergaard, der er indehaver af gulerodsproducenten Danroots, forklarer til Børsen, at han venter at eksportere 5-10 mio. kg gulerødder til Tyskland i år. Det svarer til omkring en tredjedel af producentens økologiske gulerodsproduktion.

Læs også
Top job