Fortsæt til indhold

Bavarian indgår licensaftale: Tager næste skridt med coronavaccine

Erhverv
/ritzau/FINANS

Biotekselskabet Bavarian Nordic og vaccineselselskabet Adaptvac har nu fået de sidste detaljer på plads, og dermed har de to selskaber indgået en endelig licensaftale om en vaccine mod covid-19.

Det oplyser Bavarian Nordic i en meddelelse til fondsbørsen onsdag morgen.

Bavarian vil i henhold til aftalen yde en forudbetaling på 4 mio. euro til Adaptvac.

- I sidste måned blev lovende prækliniske data præsenteret, som viste, at vaccinekandidaten fremkaldte høje niveauer af neutraliserende antistoffer mod SARS-CoV-2 sammenlignet med prækliniske data for andre covid-19-vacciner under udvikling, skriver Bavarian i meddelelsen.

- På baggrund af disse data forventes det første kliniske forsøg med vaccinen påbegyndt i fjerde kvartal 2020 med resultater forventet tidligt i 2021, fortsætter selskabet.

Bavarian vil stå for den videre udvikling af vaccinen og planlægger at opnå regulatorisk godkendelse inden for de næste 12-18 måneder.

Aftalen påvirker ikke Bavarians forventninger til 2020.

- Vi er glade for at konkludere aftalen med AdaptVac, som giver os mulighed for at støtte og hurtigt videreudvikle denne meget lovende covid-19-vaccinekandidat, siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør hos Bavarian Nordic, i en kommentar.

- Vi mener fortsat, at denne vaccinekandidat kan imødekomme WHO’s kriterier for en sikker og effektiv vaccine i alle befolkningsgrupper, og at den kan fremkalde hurtig beskyttelse efter en enkelt vaccination, fortsætter han.

Parterne indgik allerede i maj en foreløbig aftale. I den endelige aftale får Bavarian Nordic de globale kommercielle rettigheder til covid-19-vaccinen.

AdaptVac er et joint venture etableret af Expres2ion Biotechnologies og NextGen Vaccines.

Artiklens emner
Bavarian Nordic