Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Martin Jørgensen ramt af konkurs - seks ansatte mister jobbet

Seks ansatte mister jobbet som følge af konkursen i selskabet, der tidligere hed De Graa Busser A/S, som er ejet og drevet af tidligere landsholdssspiller Martin Jørgensen. De Graa Busser fortsætter dog i et andet selskab.

Corona rammer verden
Her ses en ung Martin Jørgensen i et af karrierens største øjeblikke. Efter målet til 1-0 i VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998. Foto: Kim Agersten/Polfoto

Den tidligere fodboldlandsholdsspiller og AGF-legende Martin Jørgensen er blevet ramt af en konkurs.

Selskabet DGB 2020 A/S, der indtil den 7. juli gik under navnet De Graa Busser A/S, er taget under konkursbehandling ved Retten i Aarhus.

Det fremgår af en registrering i Statstidende torsdag og bliver bekræftet af Martin Jørgensen, som er hovedaktionær og adm. direktør i selskabet, hvis formål var at drive rejsebureau.

»Konsekvensen er, at seks medarbejdere mister deres job. Vi har betalt alle vores gæster deres penge tilbage, og dem som har en rejse i efteråret, er der sørget for, at det bliver gennemført som aftalt. Så meget udramatisk, men selvfølgelig grundet coronakrisen,« skriver den tidligere fodboldspiller i en besked om konkursen.

Martin Jørgensen understreger, at konkursen ikke gælder De Graa Busser, selvom selskabet indtil den 7. juli hed De Graa Busser A/S og har samme cvr-nummer som det, der står på De Graa Bussers hjemmeside.

De Graa Busser videreføres i selskabet My Way Travel ApS, der også er ejet af Martin Jørgensen, ligesom cvr-nummeret ændres snart på De Graa Bussers hjemmeside, oplyser han.

Den 7. juli, samme dag som De Graa Busser A/S skiftede navn til DGB 2020 A/S, offentliggjorde selskabet et årsregnskab, hvor der blev sået tvivl om den fremtidige drift som følge af coronapandemien.

»Det er ledelsens vurdering, at den iværksatte tilpasning af selskabets personaleressourcer, samt at de af regeringen bebudede hjælpepakker til rejsebranchen, vil give den nødvendige likviditet til, at driften kan gennemføres,« står der i regnskabet.

Samtidig tilkendegav hovedaktionæren, altså Martin Jørgensen, i regnskabet at ville give selskabet et tilskud eller konvertere gæld for 5 mio. kr. for at »styrke selskabets soliditet og få reetableret egenkapitalen«.

11 dage senere blev selskabet dog begæret konkurs.

De Graa Busser har rødder tilbage til 1920 og drives i dag af fjerde generation i Jørgensen-familien.

Ifølge De Graa Bussers hjemmeside sender selskabet 15.000 gæster på rejser om året og yderligere op til 10.000 gæster på endagsture.

BRANCHENYT
Læs også