Storbritannien bestiller 60 millioner doser af coronavaccine
Storbritannien har underskrevet en aftale om at blive forsynet med op til 60 millioner doser af en mulig covid-19-vaccine, som medicinalselskaberne Sanofi og GlaxoSmithKline (GSK) forsøger at udvikle.
Der er endnu ikke godkendt nogen vaccine til behandling eller forebyggelse af covid-19, som er en åndedrætssygdom forårsaget af coronavirus. Indtil nu er over 659.000 mennesker døde med coronavirus på verdensplan.
De økonomiske betingelser i aftalen er ikke blevet offentliggjort.
Sanofi og GSK gik sammen om et vaccineprojekt i april. De to selskaber bekræfter i en erklæring, at en godkendelse af en vaccine er mulig i første halvdel af 2021, hvis kliniske data viser sig positive.
Storbritannien har været hurtige til at indgå aftaler om at få leveret vaccine, så snart den er udviklet og produceret.
- Men det er fortsat en kendsgerning, at der ikke er nogen garantier, siger den britiske erhvervsminister, Alok Sharma.
- Men indtil videre er det vigtigt, at vi sikrer og hurtig adgang til en bred vifte af lovende kandidater til en coronavaccine, pointerer han med henvisning til blandt andre GSK og Sanofi.
I sidste uge indgik Storbritannien aftaler om 30 millioner doser af den eksperimentelle vaccine fra de to selskaber BioNTech og Pfizer og en principaftale om 60 millioner doser af Valnevas vaccine.
Dette kom efter tidligere indgået aftaler med AstraZeneca om produktion af 100 millioner doser af dets potentielle vaccine, som udvikles i et partnerskab med universitet i Oxford.
Storbritannien har dermed nu aftaler om 250 millioner doser potentiel coronavaccine.
/ritzau/FINANS