Erhverv

Boeing leverer svagt salg og bedre end ventet pengestrøm

I andet kvartal har Boeing leveret 20 kommercielle fly. Foto: AP Photo/Ted S. Warren, File

Den amerikanske flygigant Boeing fik et større end ventet dyk i salget i andet kvartal, men den frie pengestrøm er mindre negativ end ventet.

Det skriver Bloomberg News.

Boeing-aktien indikeres 1,1 pct. højere i formarkedet.

Boeings salg er dykket med 25 pct. i andet kvartal til 11,81 mia. dollar, hvilket skuffer i forhold til analytikernes forventning på 12,99 mia. dollar.

Pengestrømmen er negativ med 5,28 mia. dollar i andet kvartal, hvilket dog er 23 pct. bedre end i første kvartal. Det er også over analytikernes forventning på et tab på 6,6 mia. dollar.

I andet kvartal har Boeing leveret 20 kommercielle fly. Det er et fald på 78 pct. i forhold til samme kvartal året forinden og under analytikerkonsensus på 24,4 fly.

Salget af kommercielle fly har indbragt 1,63 mia. dollar, hvilket skuffer i forhold til analytikernes forventning på 3 mia. dollar.

Selskabet udskyder den første levering af gigantflyet 777X til 2022 fra tidligere næste år, idet rejsende udskyder lange internationale flyrejser.

Boeing vil skære produktionen af 787-flyet yderligere til seks om måneden i 2021. Selskabet vil også evaluere den mest effektive måde at producere 787-flyet.

Flyproducenten venter en langsom og ujævn genopretning af forretningsmiljøet, mens forsvar og regeringsservice ventes at give stabilitet.

BRANCHENYT
Læs også