Serier

Alm. Brand opjusterer - ser nu resultat før skat på 750-850 mio.

Corona rammer verden
Det fulde regnskab for andet kvartal offentliggøres fortsat som planlagt den 20. august. Foto: Nicolai Lorenzen

Alm. Brand har fredag morgen opjusteret sine forventninger og ser nu et resultat før skat i 2020 på mellem 750 til 850 mio. kr. mod tidligere 550 til 700 mio. kr.

Årsagen er blandt andet medvind på børserne og færre forsikringsskader, hvilket ifølge Alm. Brand betyder, at den samlede covid-19-regning i første halvår nu er cirka nul.

- Den positive udvikling på de finansielle markeder betyder, at koncernen aktuelt har genvundet de urealiserede tab på investeringsområdet. Derudover har forsikringsforretningen i andet kvartal haft et bedre end forventet forløb for vejrlig og storskader samt en positiv udvikling i den underliggende forsikringsdrift, herunder en mindre effekt som følge af Covid-19 og deraf følgende færre skadesanmeldelser, skriver Alm. Brand, der også løfter sløret for hovedtallene for andet kvartal.

De samlede indtægter i andet kvartal landede på 2013 mio. kr. mod 2036 mio. kr. i andet kvartal af 2019, og resultatet før skat steg til 371 mio. kr. fra 145 mio. kr.

Det forsikringstekniske nøgletal combined ratio opgøres til 82,5 mod 89,9 sidste år.

Det fulde regnskab for andet kvartal offentliggøres fortsat som planlagt den 20. august.

Læs også
Top job