Erhverv

Dansk velhaver overtog luksusyacht - nedskriver den med millioner

Kim Vibe-Petersen købte tidligere på året René Sindlev ud af ejerskabet af en luksuriøs yacht, som igen har kostet et stort millionunderskud.

Parsifal III måler 54 meter og kostede over 230 mio. kr. at bygge. Foto: Parsifal III

Den danske erhvervsmand Kim Vibe-Petersen accepterer nu, at hans luksusyacht Parsifal III er blevet meget mindre værd.

Vibe-Petersen, der har tjent mange penge på kaffevirksomheden Scanomat, har således nedskrevet charterskibet med 26,4 mio. kr.

Det fremgår af et nyt regnskab fra Partnerselskabet Parsifal, der kostede 233 mio. kr. at bygge for over 10 år siden og nu er til salg for over 100 mio. kr.

»Ledelsen finder årets resultat utilfredsstillende,« står der i det nye regnskab for 2019.

Underskuddet efter skat endte på 28 mio. kr. for året. Dermed har selskabet givet et samlet tab på mere end 100 mio. kr. de seneste seks år.

De mange underskud har gennem årene gentagne gange fået Kim Vibe-Petersen og Pandora-velhaveren René Sindlev til at tilføre selskabet frisk kapital for at holde luksusyachten flydende.

De to har i mange år ejet Parsifal sammen. Men i begyndelsen af 2020 kom det frem, at Kim Vibe-Petersen havde købt René Sindlev ud af deres fælles forretninger. Herunder ejerskabet af Parsifall III og et Learjet 45-udlejningsfly med base i Roskilde Lufthavn.

»Der skulle ske noget nu. Båden har været til salg i et stykke tid (siden slutningen af 2016, red.), og det er altid svært at blive enige om alt, når man er to parter,« sagde Kim Vibe-Petersen tidligere på året.

Undervejs i det fælles ejerskab har Kim Vibe-Petersen og René Sindlev kørt flere voldgiftssager mod hinanden. I tidligere årsregnskaber har uenigheden skinnet igennem, da bestyrelsen ikke fælles har kunnet tiltræde regnskaberne i deres helhed. Uenigheden har gået på indregningen og målingen af forskellige regnskabsposter.

»Når man er ligeværdige ejere, skal man kunne blive enige. Det har været svært for René og mig. Nu er han købt ud til en fornuftig pris, og båden kan igen få et værdigt liv,« sagde Kim Vibe-Petersen, som i sit holdingselskab har en egenkapital på over 650 mio. kr.

Han har planer om at renovere Parsifal III, så den kan blive solgt for »en tilfredsstillende pris«.

Tidligere måtte Kim Vibe-Petersen og René Sindlev flere gange skære gevaldigt i udbudsprisen på yachten. Engang var den til salg for 20,5 mio. euro, mens den i øjeblikket har et prisskilt på 14,75 mio. euro ifølge hjemmesiden Engel & Völkers, som formidler salg af ejendomme, yachts og fly.

Udbudsprisen er altså gennem årene faldet med 5,75 mio. euro, svarende til knap 43 mio. kr.

Yachten er 54 meter lang, har et dækareal på omkring 400 kvadratmeter og indeholder fem store kahytter til op mod 14 gæster. Parsifal III koster 1,5 mio. kr. om ugen at leje, og Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har været blandt lejerne.

BRANCHENYT
Læs også