Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Professor: Sundhedsstyrelsen bør nu også overveje hjemmelavede mundbind

Sundhedsstyrelsen anbefaler lige nu kun kirurgiske mundbind i særlige situationer. Men forskning viser, at hjemmelavede mundbind også stopper dråber.

Corona rammer verden
I andre lande har hjemmelavede mundbind været normale at se i gadebilledet. Her ses  Pedro Podavini fra Brescia, Italien, der har designet sit eget mundbind. Foto: Mads Frost

At bruge mundbind eller ikke at bruge mundbind, det er spørgsmålet.

Det stigende fokus på mundbind har allerede ført til, at flere butikker melder om udsolgt, og det stiller endnu et spørgsmål: Hvad med hjemmelavede mundbind?

Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig ikke hjemmelavede mundbind til danskerne, mens sundhedsmyndighederne i andre lande som Storbritannien, USA, Canada og Australien ligefrem har udgivet guides til at sy sit eget.

Jens Lundgren, overlæge og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet og Københavns Universitet, mener, at det kan overvejes også at anbefale brug af hjemmelavede mundbind i Danmark, forklarer han til Videnskab.dk.

»Der kan være et problem med produktionen af mundbind og masker. Derfor har man i andre lande valgt at udforske muligheden for hjemmelavede stofmasker, og det mener jeg, er interessant,« siger han.

»Det forholder sig sådan, at hvis den laves rigtigt, og at den bruges rigtigt, så er de lige så gode som kirurgiske,« tilføjer Jens Lundgren.

Læs også: Hvilken slags mundbind virker bedst? Forskere filmede host og nys

Flere studier har også undersøgt effekten ved hjemmelavede mundbind, og konklusionen er, at de lader til at afværge spredning af luftbårne dråber og aerosoler fra en smittet person.

I et nyt australsk studie har et forskerhold sammenlignet, hvor effektive forskellige mundbind er til at afværge spredning af luftbårne dråber, når vi taler, hoster eller nyser.

I studiet konkluderer de, at det kirurgiske mundbind var mest effektivt, mens hjemmelavede stofmundbind også var nyttige og meget bedre end slet ikke at have mundbind.

Læs også: Corona: Argumenterne for mundbind vokser - hvornår skal vi bruge dem?

De påpeger også, at maskerne bliver bedre, når man bruger flere lag.

Jens Lundgren mener dog ikke, at det betyder, at kirurgiske masker nødvendigvis er bedre end hjemmelavede stofmasker. Der mangler stadig dokumentation på, at en kirurgisk maske er bedre end en hjemmelavet stofmaske, hvis en stofmaske er lavet ordentligt, påpeger han.

Læs også: Coronavirus: Alt om de nyeste tal, symptomer og behandling

Allan Randrup Thomsen, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, har udtalt sig langt mere skeptisk om hjemmelavede mundbind.

»At gå med sådan en snasket maske en hel dag mener jeg ikke er hensigtsmæssigt. Den skal koges, og hvis det stod til mig, skal den koges hver tredje time, så man skal have et antal at skifte med, og har du nogen garanti for, at det stof, du bruger, har en ordentlig filtreringsevne? For mig at se er det pseudo. Hjemmelavede masker får nærmest hårene til at rejse sig i nakken på mig, for jeg synes, det giver en falsk tryghed,« sagde han i april til Politiken.

Han skriver, at »de stadig ikke er min kop te«.

»Flere studier vurderer, at de fungerer dårligere end de kommercielle, og så er der hygiejnen omkring dem,« skriver Allan Randrup Thomsen, der anbefaler type II kirurgiske masker til brug i befolkningen.

»Jeg tror ikke, vi får mangel på dem. Jeg tror, vi har lært lektien, men ved det ikke med sikkerhed. USA er selvfølgeligt hårdt presset, så her kan situationen være en anden,« slutter han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

BRANCHENYT
Læs også