Erhverv

Officielt: Tour de France-starten i Danmark er udskudt

Det bliver først i 2022, at de danske cykelfans kommer til at se Tour-feltet køre gennem landet.

Cykelfans i Danmark må vente lidt med at se 176 professionelle cykelryttere suse igennem det danske landskab. Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix)

Tour de France-starten i Danmark skubbes til juli 2022 fra 2021.

Det oplyser den danske arrangør, Grand Départ Copenhagen Denmark I/S, i en pressemeddelelse mandag.

Selskabet er nået til enighed med Tour-arrangøren ASO om at skubbe den danske Tour-start fra næste sommer til sommeren 2022.

Det ved vi om Tour de France-starten i Danmark

Mandag blev det officielt, at Tour de France-starten i Danmark rykkes fra sommeren 2021 til 2022. Det skyldes, at Touren skal køres en uge tidligere end planlagt i 2021, hvor Danmark også huser kampe ved fodbold-EM.

Ifølge pressemeddelelsen ændres der ikke i rute eller den overordnede afvikling af Tour-etaperne i Danmark.

Her er et overblik over de vigtigste detaljer:

  • Danmark lægger asfalt til de tre første etaper, der køres henholdsvis den 1., 2. og 3. juli 2022.
  • 1. etape køres i Københavns gader og bliver en 13 kilometer lang enkeltstart. Etapen vil starte på H.C. Andersens Boulevard og slutter på Rådhuspladsen. På ruten vil blandt andet Amalienborg, Nyhavn og Christiansborg blive passeret.
  • 2. etape strækker sig over 199 kilometer fra Roskilde til Nyborg. Undervejs skal feltet hen over Storebæltsbroen, hvor der ventes sidevind og chancer for udbrud.
  • 3. etape bliver en strækning på 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg. Blandt andet skal rytterne forbi Jellingstenene.
  • Efter de tre etaper vil der blive indlagt en hviledag, hvor rytterne bliver fragtet til Frankrig.
  • Over 900.000 tilskuere ventes at overvære de tre etaper på de danske veje.
  • Tour de France transmitteres i 190 lande og har omtrent 3,5 milliarder tv-seere under løbet.
  • Budgettet for de tre etaper i Danmark var oprindeligt på 88 millioner kroner, som skulle finansieres ved 17 millioner kroner fra staten, 55 millioner kroner fra kommunerne samt 15 millioner fra regionerne. Den sidste million finansieres af blandt andet sponsorindtægter. Udskydelsen medfører ifølge den danske arrangør ekstra udgifter for 5,8 millioner kroner, som den danske stat og ASO dækker. Derudover får de enkelte start- og målkommuner også en ukendt ekstra udgift.
  • Ved starten i tyske Düsseldorf i 2017 lød den økonomiske gevinst på cirka 478 millioner kroner ifølge en rapport fra Deloitte. Reklameværdien blev anslået til 3,3 milliarder kroner.
  • Danmark bød officielt på værtskabet for en Tour de France-start i 2016.

Kilder: Letourcph.dk og pressemateriale fra arrangøren

De tre etaper på dansk grund, som ikke forventes ændret trods udskydelsen, bliver kørt 1.-3. juli 2022.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at sikre en dansk Tour-start i 2022. Vi er mange, der har glædet os til at få Tour de France til Danmark næste år, og nu må vi desværre vente lidt længere, siger bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark og overborgmester i København, Frank Jensen (S).

- Til gengæld kan danskerne se frem til et endnu større brag af en gul folkefest i 2022, når Tour-starten ikke bliver klemt af EM og OL, og vi forhåbentlig har fået coronaen på større afstand.

Tour-arrangøren ASO ønskede, at Touren i Danmark næste år skulle starte en uge tidligere, da løbets afslutning ellers ville kollidere med starten af OL i Tokyo.

Men da der også er fodbold-EM i København næste år, var det ikke muligt for København at imødekomme det.

Ifølge pressemeddelelsen medfører udskydelsen ekstraudgifter på 5,8 millioner kroner, som den danske stat og ASO i fællesskab dækker.

Der vil også være udgifter til de enkelte start- og målbyer, som de respektive kommuner selv skal afholde.

28. juli meldte Den Internationale Cykelunion (UCI) ud, at Tour-starten 2021 blev skubbet en uge frem, så løbet afvikles fra 26. juni til 18. juli.

Eftersom Frank Jensen havde gjort det klart, at Danmark ikke kunne afholde Tour-starten, hvis den blev skubbet frem, var det de facto klart, at verdens største cykelløb ikke kom til Danmark næste sommer.

Dermed skulle ASO og den danske Tour-arrangør finde ud af, om Danmark i stedet kunne få starten i 2022. Den aftale kom i stand mandag.

BRANCHENYT
Læs også