Continental venter sorte tal på bundlinjen i tredje kvartal
Tyske Continental, der blandt andet er kendt for at udvikle bremsesystemer og bildæk, venter at vende tilbage til sorte tal på bundlinjen i tredje kvartal, idet efterspørgslen efter elektronikkomponenter og bildæk hjælper med at stabilisere forretningen.
Det siger finansdirektør Wolfgang Schaefer i et interview med Bloomberg News efter selskabets endelige regnskab for andet kvartal.
Det blev til en negativ organisk vækst på 40 pct. i kvartalet til 6,62 mia. euro. Driften målt på EBIT viste et tab på 634 mio. euro. Det er det samme som blev udmeldt i det foreløbige regnskab den 20. juli.
Efter skat blev det til et underskud på 741 mio. euro i andet kvartal.
Continental planlægger at spare mere end 25 pct. på investeringerne i år, idet selskabet forsøger at navigere i efterdønningerne af covid-19-pandemien.
Selskabet venter et udfordrende markedsmiljø i tredje kvartal med et forventet fald i den globale bilproduktion på 10-20 pct.
Continental-aktien stiger med 1,7 pct. til 88 euro på børsen i Frankfurt.

