Erhverv

Tysklands rigeste familie taber milliarder

Familien Schaeffler fra Tyskland har oplevet et opsigtsvækkende tab under coronakrisen. Familien, der blev den rigeste tyske familie i 2018, har tabt 75 pct. af deres formue.

Maria-Elisabeth Schaeffler og hendes søn Georg F.W. Schaeffler (AP Photo/Daniel Karmann, pool)

Fra 220 mia. kr til 53 mia. kr på sølle to år. Så hurtigt er det gået for Georg Schaeffler og hans mor Maria-Elisabeth Schaeffler-Thumann efter at aktierne i deres selskaber Continental AG og Schaeffler AG er styrtdykket.

Det skriver Bloomberg.

De tabte milliader skyldes delvist, at de to Schaeffler-ejede selskabers primære aktiviteter er fremstilling af dæk og dele til bilindustrien, som er hårdt ramt af coronakrisen.

Salget i de to selskaber er gået kraftigt ned, og samtidig har forbrugerne vendt opmærksomheden mod det elektriske bilmarked, hvilket heller ikke hjælper på omsætningen, ifølge Bloomberg. Begge selskabers aktier er dykket med mere end 20 pct. i år.

Sønnen Georg Schaeffler, er i skrivende stund dumpet ned som den 19. rigeste mand i Tyskland efter det store milliardtab, hvilket er et af de største dyk på den såkaldte Bloomberg Billionaires Index, som rangerer verdens rigeste efter formue.

Han ejer i dag 80 pct. af Schaeffler AG, som han arvede fra sin far i 1996. De opkøbte den noget større konkurrent, dækfabrikanten Continental AG i 2008.

Finanskrisen gav dog familien økonomiske vanskeligheder, og de måtte bede om store kriselån. Familien kom stærkt tilbage og nød godt af det opsving, der kom efter finanskrisen. Aktierne steg stødt fra krisens afslutning og frem til 2018.

BRANCHENYT
Læs også