Erhverv

Norwegian får endnu et hug efter frigivelsen af 905 mio. nye aktier

Kursen på Norwegian-aktier er mandag faldet med 15 pct. efter frigivelsen af den første pulje aktier i den store aktieemission. Samlet er aktiekursen nu nede med 96 pct. siden corona-nedlukningerne.

Arbejdet med at redde Norwegian ligger til dels i danske hænder. Det er nemlig tidligere DFDS-topchef Niels Smedegaard, der er bestyrelsesformand i Norwegian.
Foto: Stine Bidstrup

Det er svært at være flyselskab under en pandemi, hvor flytrafikken er sendt til tælling.

Særligt hårdt ramt har lavprisselskabet Norwegian været, efter mange år med en aggressiv vækststrategi finansieret med lån. Redningsplanen for Norwegian omfatter en solid udvidelse af aktiebeholdningen, så de eksisterende aktionærer bliver udvandet.

Samlet vil 164 mio. aktier blive til 3,6 mia. aktier, men ikke på én gang. De nye aktier bliver frigivet til salg i puljer, og første pulje på 905 mio. styk blev sendt ud i den store verden i dag.

Det førte til et fald i kursen på 15 pct. på Oslo Børs i løbet af mandagen. Dermed fik kursen endnu et hak ned, og mange små aktionærer, som støttede op om Norwegian med køb af nye aktier i maj, kunne se investeringen skrumpe ind igen. Det skriver det norske erhvervsmedie E24.

Aktiekursen tog et drastisk fald i februar og marts, da konsekvenserne af corona-pandemien viste sig, fra over 40 norske kroner midt i februar, til under ti kroner ved udgangen af marts. Men efter redningsplanen blev rullet ud i maj, og der blev solgt nye aktier, har det også været trist at være aktionær i flyselskabet. Den seneste måned er aktiekursen således blevet mere end halveret, og nu er den landet på 1,35 norske kroner.

Frigivelsen af resten af de mange nye aktier sker den 9. oktober og 9. december.

I juni fløj Norwegian med 113.000 passagerer, hvilket var et fald på 97 pct. i forhold til juni 2019, hvor 3,5 mio. passagerer blev fløjet rundt. Fra 1. juli genåbnede Norwegian 76 ruter

Norwegian har under coronakrisen været hjulpet af indenrigstrafikken i Norge, men har samtidigt været hårdt ramt af den næsten helt forsvundne ferietrafik mellem de europæiske lande. Før coronavirus lammede den globale flyindustri, var Norwegian også hårdt spændt for, da de nye Boeing 737 MAx-fly, som Norwegian havde købt godt ind af, har haft flyveforbud siden marts 2019 efter to styrt med den model.

Læs også