Erhverv

Tesla kan gøre rekordstor entré på S&P 500-indekset

Hvis elbilfabrikanten Tesla bliver introduceret i S&P 500-indekset, så vil det være det største selskab målt på markedsværdi nogensinde.

Elon Musks selskab, Tesla, kan snart blive optaget i S&P 500-indekset, som det største selskab nogensinde.. Foto: Reuters.

Tesla har for nyligt præsenteret sit fjerde kvartals-regnskab i træk med overskud på bundlinjen. Dermed opfylder den amerikanske elbilproducent kravene til at blive optaget i Standard & Poor’s 500-indeks over de 500 største og mest handlede selskaber i USA. Indekset er et af de største i verden.

Hvis Tesla bliver optaget i indekset, så bliver det en entré, som aldrig er set før. Det bliver nemlig det største selskab nogensinde målt på markedsværdi, som bliver introduceret. Værdien af selskabet er i skrivende stund 264 mia. dollars, svarende til 1,6 billioner kr. De indeksfonde der følger S&P 500, skal med Teslas indtræden købe aktier i elbilproducenten, og sælge tilsvarende ud af de andre selskaber. Det gør de for at matche det generelle afkast i indekset.

»Tesla kommer til at vægte i underkanten af en procent, og med indeksfonde med en samlet estimeret værdi på 11.000 mia. dollars forventes det, at der skal købes Tesla aktier for op imod 40 mia. dollars, så der kommer til at være en naturlig ekstraordinær omsætning af Tesla aktien« siger Otto Friedrichsen, partner i Formuepleje.

Tesla er lige nu den største bilproducent i verden, målt på markedsværdi. De har overhalet den japanske producent, Toyota, som hidtil har været den største. Men selvom Tesla nu har en positiv indtjening, så kan den ikke måles med det Toyota præsterer. Tesla har i de seneste 12 måneder opnået et positivt resultat på 370 mio. dollars, godt 2,3 mia. kr.. Til sammenligning har Toyota præsenteret et resultat på 20 mia. dollars, det samme som 127 mia. kr.

»Man betaler en meget høj pris for Tesla aktien, og det bliver en udfordring for de fonde der følger indekset. De køber et meget anstrengt prisfastsat selskab, så de tager lidt bind for øjnene når de gør det, netop fordi de skal købe aktien for at følge udviklingen i indekset,«siger Otto Friedrichsen.

Tesla-aktien er over det seneste år steget med mere end 500 pct., men at hoppe på vognen nu, kan ikke anbefales af Otto Friedrichsen.

»Vi kan ikke retfærdiggøre at købe aktien ud fra den måde, vi analyserer selskaber på. Forretningssetuppet står ikke mål med den prisfastsættelse som markedet giver Tesla i øjeblikket. Man kan frygte at udviklingen bliver forstærket, fordi de nu får nogle købere ind, som skal have aktien, uanset om den er dyrt eller billigt fastsat,« fortæller han.

S&P 500-indekset er en god indikator for, hvordan USA’s samlede økonomi har det. Gennem tiden har man kunne se økonomiens konjunkturændringer, hvis man kigger på værdien for det samlede indeks.

For at blive introduceret på indekset skal man opfylde nogle objektive og subjektive krav, og det er i sidste ende en komité, der udpeger, hvilke selskaber der optræder. Der skal være en varieret sammensætning af selskaber fra alle sektorer og brancher.

Apple er lige nu det største selskab, og vejer godt 6,2 pct. af det samlede indeks. Med Teslas indtræden vil der altså naturligt blive solgt ud af de andre selskaber, inklusiv tech-giganten. Næste gang indekset skal rebalanceres er i september, og det kan altså være her, at elbilproducenten kan blive introduceret til indekset.

BRANCHENYT
Læs også