Nordjysk stålkæmpe hæver omsætningen med 49 pct. og skifter direktør
Bladt Industries fik et underskud i 2019, men løftede omsætningen markant til 2,2 mia. kr. Samtidig bliver direktøren skiftet ud, men ikke på grund af resultaterne.
Stålkonstruktioner til lands og til vands – ikke mindst havvindmølleparker – har løftet Bladt Industries op til en af de store i branchen. Og tallene for 2019 ser også umiddelbart lovende ud.
Omsætningen er steget fra 1,4 til 2,2 mia. kr. og et underskud på 42 mio. kr. efter skat kan forklares med en ekstraordinær nedskrivning på 85 mio. kr.
Men stigningen kommer oven på et usædvanligt sløvt 2018, og Bladt Industries omsatte rutinemæssigt for tre milliarder kroner eller mere i årene 2014-2017. I løbet af 2019 valgte ejerne – kapitalfonden Nordic Capital – desuden at skyde 150 mio. kr. ind i Bladt Industries.
Nordic Capital købte Aalborg-selskabet Bladt Industries i 2012, et år hvor selskabet skabte et overskud før skat på 216 mio. kr. Men de senere år har bundlinjen været noget mindre gylden, og Nordic Capital har ikke fået skudt stålselskabet videre endnu. I foråret 2019 havde Nordic Capital hyret FIH til at hjælpe med en strategi for en exit. Og med en forventning om store vækstrater i markedet for havvindmølleparker, som Bladt leverer fundamenter til, kan det vise sig at være en god strategi at vente.
Bladt Industries får dog nu en ny topchef, da Klaus Steen Mortensen efter knap tre år som direktør må træde tilbage på grund af en kronisk, men ikke livsfarlig hjertefejl, oplyser selskabet. I stedet kommer Anders Søe-Jensen til at lede Bladt Industries. Han har tidligere været direktør for Vestas Offshore Wind og GE Offshore Wind.