Coop åbner offensiv med rabat og gaver til kunder, som vil betale på forskud
Dagligvarekoncernen Coop Danmark udvider det digitale kundeprogram, mens konkurrenter også ruller rabatapps og nye tilbud ud.
Personlige tilbud, rabatter og digitale loyalitetsprogrammer er de nye våben i supermarkedernes intense kamp om danske kunder.
Dagligvarekoncernen Coop Danmark går aktuelt i en ny offensiv med netop en udvidelse af sit medlemsprogram. Det sker under navnet Coop Prime. Kunder kan der sige ja til på forhånd at betale et fast månedligt beløb.
Pengene skal bruges i Coops butikker og onlinehandel. Til gengæld får forbrugerne rabatter på bestemte varer, tilbud om abonnement på tv, lydbøger og andre fordele.
»Vi har gennem sommeren testet det og fået så gode reaktioner, at vi nu ruller det ud over for alle 1,8 millioner medlemmer, som også er vores ejere. Vi har en markedsandel på ca. 35 pct., men vil med Coop Prime øge den gennem rabatter og større fordele for kunderne,« siger koncernchef Peter Høgsted, Coop Danmark.
Netop loyalitetsprogrammer er på dagsordenen hos de fleste i dagligvarebranchen, der her i landet op til coronakrisen var præget af et marked med en flad udvikling. Det sker i takt med ændrede forbrugsvaner, mere udespisning og flere take-away-måltider hos danskerne samt øget onlinesalg.
Tiltaget fra Coop kommer samtidig med, at koncernens hovedkonkurrent Salling Group tidligere på sommeren har lanceret kundeapps for kæderne Bilka og Føtex, der indeholder pristilbud og andre funktioner.
En sådan udvikling er kommet for at blive, konstaterer detailekspert Dorte Wimmer.
»Kampen om loyalitet er spidset til, og der arbejdes virkelig for at binde kunderne til sig. Den globale onlinegigant Amazon har netop succes med et Prime-program. Sådanne fordele til den enkelte kunde er et af de våben, der nu også kopieres i kampen om kunderne i dansk dagligvarehandel,« siger direktør Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia.
Coops nye program, der indgår i en stor, digital strategi, er hægtet sammen med gruppens medlemsapp, som 1,6 mio. danskere har installeret. Dertil kommer koncernens egen bank.
Kunderne kan sætte fra 1.000 til 5.000 kr. ind på en prime-konto, hvor rabatter og fordele stiger i takt med beløbet.
»Konkurrencen på dagligvaremarkedet er intens, hvor det i høj grad handler om pris og tilbud. Den gennemsnitlige dansker handler i fire forskellige dagligvarebutikker ugentligt. Vi vil gerne have så mange loyale kunder som muligt. Derfor må vi gøre os endnu mere attraktive,« mener Peter Høgsted.
Detailekspert Per Østergaard Jacobsen vurderer, at hele dagligvarehandlen er tvunget til en digital omstilling med også personlige kundetilbud.
»Kæderne er nødt til at skabe værdi i deres digitale kundeapps og tilbud. Der er ingen tvivl om, at der kommer mange flere løsninger af den art. Coop vælger nu en, hvor kunder kan lægge penge til forbrug og få fordele. Det sker i en tid med negative renter hos bankerne for opsparing,« siger Per Østergaard Jacobsen, direktør i konsulentselskabet Efficiens og ekstern lektor på CBS.
Mens konkurrenter ruller de digitale kundetilbud og medlemsprogrammer ud, afviser discountkæden Rema 1000 Danmark at indføre den slags.
»Vi vil gerne give samme priser og tilbud til alle kunder. Uanset om de har en app eller ej,« understreger kommunikationsdirektør Jonas Schrøder, Rema 1000.