Serier

Køkkenselskabet TCM måtte sætte rabatterne op under corona

Corona rammer verden
TCM Group har besluttet at genindføre sine finansielle forventninger for 2020, men køkkenvirksomheden understreger, at de er omgivet af større usikkerhed end normalt på dette tidspunkt af året. Foto: PR/TCM Group

Køkkenvirksomheden TCM Group, der blandt andet ejer Svane Køkken, har lige akkurat kunnet levere omsætningsvækst i det coronaramte andet kvartal, hvor indtjeningen er ramt af højere rabatter og ændring af salgsmikset.

Selskabet leverer også en nye prognoser, der er lavere end før suspenderingen i marts.

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal, der er præsenteret tirsdag morgen.

Køkkenselskabet fik en vækst i omsætningen på 0,8 pct. i andet kvartal til 260,2 mio. kr.

Driftsindtjeningen målt på EBITDA faldt med 5,1 pct. til 44,9 mio. kr., hvilket medførte et fald i EBITDA-marginen til 17,3 pct. fra 18,3 pct.

Faldet i EBITDA-margin blev ifølge TCM Group drevet af en lavere bruttomargin påvirket af et højere niveau af rabatter fra salgskampagner og en ændring i salgsmiks.

TCM Group fremhæver, at effekten af disse ekstraordinære kampagner også vil påvirke bruttomarginen negativt i tredje kvartal af regnskabsåret.

Periodens resultat er faldet til 30,1 mio. kr. fra 32,1 mio. kr.

- I begyndelsen af andet kvartal var butikstrafikken hårdt ramt, men er steget i løbet af kvartalet, skriver TCM Group.

- I den tidlige fase af virusudbruddet understøttede vi midlertidigt vores butiksnetværk i større udstrækning end normalt med salgskampagner, der primært var fokuseret på B2C-markedet. Som et resultat af dette, havde ordreindgangen en opadgående tendens i løbet af kvartalet, fremhæver selskabet.

TCM Group har besluttet at genindføre sine finansielle forventninger for 2020, men køkkenvirksomheden understreger, at de er omgivet af større usikkerhed end normalt på dette tidspunkt af året.

- Baseret på en forudsætning om, at der ikke kommer en ny hel eller delvis nedlukning af Danmark i de resterende måneder af 2020, estimerer vi en omsætning for helåret i intervallet 980-1020 mio. kr., hvilket er på niveau med 2019.

- Vi estimerer EBIT for helåret i intervallet 135-145 mio. kr., hvilket er lidt under sidste år, skriver TCM Group i sit regnskab for andet kvartal.

Før TCM Group 27. marts suspenderede sin oprindelige 2020-prognose, ventede selskabet en omsætning på 1040-1080 mio. kr. og et EBIT på 158-170 mio. kr.

Læs også