Fortsæt til indhold

Mærsk-kunder frygter overpriser og manglende konkurrence

Mens investorerne jubler over Mærsk og konkurrenternes overraskende store indtjening, ser kunderne ængsteligt til fra sidelinjen, mens priserne kravler vejret.

»Vi har ikke tænkt os at lave om på en model, der fungerer så godt for os,« siger Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk om de stigende fragtpriser som følge af mindre kapacitet i markedet. Foto: Mærsk
Erhverv

A.P. Møller-Mærsk og den øvrige shippingindustris nyfundne evne til at tjene penge risikerer at føre til overpriser og urimeligt høje avancer.

Sådan lyder advarslen fra flere bekymrede internationale shippingkunder, der frygter, at konkurrencen på verdenshavene kan blive sat ud af kraft.

»Jeg fordømmer ikke, at rederierne laver overskud, selv store overskud. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved deres kontrol over udbuddet [af skibe], der kan bruges til at sikre meget store gevinster. Det er dér, det bliver uretfærdigt overfor kunderne,« lyder det fra Gene Graves, direktør for United Shippers Alliance, der som amerikansk indkøbsforening hjælper 150 større kunder med at forhandle transportomkostninger til søfragt.

Selvom coronakrisen har fået de globale fragtmængder til at falde, er både Mærsk og den tyske rival Hapag Lloyd lykkes med at hente overraskende store gevinster hjem i løbet af første halvår.

Spørgsmålet er, hvornår de gode profitmarginer stopper, og overpriserne begynder.
Gene Graves, direktør for United Shippers Alliance

Mærsk meddelte i forbindelse med halvårsregnskabet, at koncernen nu ser frem til en driftsindtjening på 6-7 mia. dollars i 2020. Det er markant højere end de 5,5 mia. dollars, som selskabet havde stillet investorerne i udsigt før pandemien.

Den stigende indtjening skyldes i høj grad, at rederierne over en bred kam har opretholdt en hidtil udset prisdisciplin. Ved kollektivt at trække en række skibe ud af drift og lade være med at sejle med dem, har de under krisen fyldt de eksisterende skibe op til randen i stedet for at kæmpe med hinanden om at fylde den tilbageværende plads.

»Spørgsmålet er, hvornår de gode profitmarginer stopper, og overpriserne begynder. Kunder og rederier har forskellige meninger om, hvor grænsen går,« skriver Gene Graves i en e-mail.

Shippingsektoren ser markant anderledes ud end for 10 år siden, hvor stribevis af aktører kæmpede sig til minimale marginer i benhård konkurrence med hinanden. En massiv opkøbsbølge har betydet, at markant færre, stærkere spillere nu mere kontrolleret styrer udbuddet af skibe verdenshavene.

Selvom stærke og profitable rederier er godt for kunderne, er der dog grund til at holde øje med prisudviklingen, mener generalsekretær Godfried Smit fra European Shippers’ Council, der repræsenterer europæiske varefragtende virksomheders interesser.

»Jeg håber, at vi i de kommende år kan nå en situation, hvor serviceniveauet og priserne balancerer, og hvor kunderne og rederierne samarbejder godt. Så ville vi tilmed ikke behøve nogen indblanding fra konkurrencemyndighederne,« skriver han i en e-mail.

De globale containerrederier er underlagt mere lempelige krav end andre industrier, hvad angår samarbejde med hinanden. De sejler i tre store alliancer, hvor rederierne samarbejder med hinanden om at få fyldt skibene med varer.

»Rederierne bliver nødt til at tilføje mere kapacitet og lade markedet sætte lavere, men stadig profitable, priser,« lyder det fra Gene Graves.

Mærsk har imidlertid tænkt sig at holde et skarpt fokus på indtjeningen og på at fylde de skibe, der sejler på havene, med så meget last som muligt.

»Vi har ikke tænkt os at lave om på en model, der fungerer så godt for os. Og jeg har svært ved at se, hvorfor andre skulle ønske at lave om på den model,« siger Søren Skou, adm. direktør for Mærsk.

Han mener dog ikke, at kunderne bør frygte prisniveauet til trods for rederiets øgede fokus på indtjening. De ruter, hvor kunderne har oplevet markante prisstigninger, er drevet af en enorm stigning i efterspørgslen. Det, er han sikker på, vil justere sig over tid.

»Samlet set er fragtraterne oppe med 4,5 pct. i kvartalet. Det er inden for det normale udsving, som man må forvente,« siger Søren Skou.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Hapag-Lloyd