Fortsæt til indhold

Alm. Brand mere end fordobler sit overskud

Forsikrings- og bankselskabet er her til morgen kommet med halvårsregnskab. Selskabet vurderer, at coronakrisen har haft en neutral indvirkning på selskabets aktiviteter.

Alm. Brand er her til morgen kommet med halvårsregnskab. Foto: Nicolai Lorenzen
Erhverv

Alm. Brand er kommet stærkt igennem coronakrisen, og har her til morgen præsenteret et solidt overskud på 289 mio. kr. efter skat i andet kvartal mod 123 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

»Vi leverer et stærkt kvartalsresultat. Når vi kigger tilbage på det seneste halvår, tegner der sig et billede af, at effekten af Covid-19 samlet set har været neutral,« udtaler Rasmus Werner Nielsen, adm. direktør i Alm. Brand, med henvisning til, at finanskoncernen i første kvartal har hensat penge til potentielle tab i bankdelen.

Omvendt har coronakrisen haft en positiv indvirkning på forsikringsdelen af Alm. Brand.

»Vi oplevede, at kundernes nye hverdagsrutiner under nedlukningen med hjemmearbejde og mindre transport gav udslag i færre skader på bil og indbo. Vi forventer, at skadeudviklingen vil normalisere sig yderligere de kommende måneder, og vi ser fortsat ikke kunder i banken, der har økonomiske problemer i forlængelse af Covid-19. Der er dog stadig stor usikkerhed i forhold til den økonomiske udvikling.«

Det førte til, at det såkaldte forsikringstekniske resultat endte på 237 mio. kr. mod 135 mio. kr. i andet kvartal 2019.

Ser man på tallene for hele første halvår, viser de, at Alm. Brand kom igennem årets første seks måneder med et resultat før skat på 404 mio. kr. Til sammenligning endte resultatet før skat i samme periode i fjor på 370 mio. kr.

Selskabet regner med, at fremgangen fortsætter. Alm. Brand forventer således fortsat, at resultatet før skat for hele 2020 ender i niveauet 750-850 mio. kr.

Alm. Brand, andet kvartal 2020. Nøgletal fra regnskabet:

Mio. kr.2. kvartal 20202. kvartal 2019
Samlede indtægter2.0132.036
Resultat før skat371145
Resultat efter skat289123
Artiklens emner
Regnskaber
Alm. Brand