Erhverv

Finanstilsynet kræver haste-redegørelse i Danske Bank-sag

Danske Bank skal nu stå skoleret for Finanstilsynet, som har givet banken en frist til torsdag til at aflevere en redegørelse om bankens uretmæssige opkrævning af gæld.

Foto: Polfoto.

Finanstilsynet har bedt Danske Bank om en redegørelse i sagen om bankens gældsinddrivelsessystem.

Det oplyser Finanstilsynet i en pressemeddelelse.

»Det er helt centralt for vurderingen af sagen, at alle berørte kunder – som oplyst af banken – identificeres og kompenseres hurtigst muligt,« skriver Finanstilsynet bl.a. i pressemeddelelsen.

Udmeldingen kommer på bagkant af en stribe artikler, som TV 2 og Berlingske har stået bag.

I går kom det f.eks. frem, at flere underdirektører ifølge de to medier i årevis angiveligt var blevet advaret om de omfattende problemer med gældsinddrivelsen, der betyder, at banken har opkrævet gæld fra kunder i strid med reglerne.

I weekenden kom det frem, at banken har opkrævet gæld ulovligt fra bankens mest gældsplagede kunder på grund alvorlige system- og datafejl i bankens inkassosystem.

At sagen er alvorlig bliver yderligere understreget tirsdag aften, hvor TV 2 skriver, hvor der er kommet oplysninger frem om en tidligere intern undersøgelse gennemført af advokathuset Plesner.

»Aktuelt kan det ikke udelukkes, at dele af ledelsen og relevante beslutningstagere (tidligere og nuværende) kan være juridisk ansvarlige (bøder og mulig fængselsstraf), fordi de har tilladt en fortsat indkrævning af gæld, selv om man vidste, at den kunne være ukorrekt,« skriver Plesner ifølge TV2.

Redegørelsen, som Danske Bank altså skal levere, skal som minimum indeholde oplysninger om alt fra, hvornår banken konstaterede fejlene for første gang, hvad fejlene konkret består af, hvor mange kunder der per 1. september 2020 har modtaget kompensation, og hvor mange kunder banken forventer at udbetale kompensation til.

Danske Bank skal senest den 10. september 2020 levere det efterspurgte materiale til Finanstilsynet, oplyses det.

BRANCHENYT
Læs også